fbpx
Annonce

Xavi møder sin debutmodstander som Barca-træner

Simon Arun Vrábel - 28.12.22

// Xavi // Espanyol

Der er løbet en hel del vand igennem åen siden Xavi for første gang stod i spidsen for Barca tilbage i november sidste år. Dengang var cheftrænerens første modstander Espanyol, som også gæster Camp Nou på lørdag.

Selvom det virker som evigheder siden Xavi overtog trænersædet i Barca, så har han faktisk kun været cheftræner i klubben i lidt over et år. Første gang den karismatiske catalaner stod i spidsen for Barca var i en hjemmekamp sidste år, hvor kalenderen skrev den 20. november. Modstanderen hed Espanyol ligesom det også er tilfældet på lørdag, og det betyder, at lokalderbyet kan betragtes som en mærkedag for Xavi.

Stort set fra sin første dag i trænersædet har Xavi været frontfiguren i den gennemgribende forvandling, som truppen har gennemgået, og blot et år senere er der stort set ingen spillere tilbage fra den startopstilling, som Xavi debuterede med. Dengang scorede Memphis kampens eneste mål på straffespark og han er da også én af de få spillere, som kan blive genganger fra Xavis debutkamp for godt et år siden på Camp Nou.

Artiklen fortsætter under annoncen


I sin debutkamp havde Xavi udtaget Ter Stegen til at vogte målet og tyskeren forventes at få genvalg på lørdag. I forsvaret startede Xavi sidste år med Mingueza, Eric Garcia, Piqué og Alba og her er det slet ikke usandsynligt, at samtlige fire spillere i den bagerste kæde til lørdagens hjemmekamp vil være udskiftet. Mingueza spiller i Celta, García står bag Araújo og Christensen i det centrale forsvar og Piqué har indstillet karrieren. På venstrebacken har Alba konkurrence i form af Marcos Alonso og Alejandro Balde, og specielt Balde har fået meget spilletid under Xavi.

På midtbanen havde Xavi sidste år udtaget Busquets og De Jong sammen med Nico, og her er sidstnævnte i dag udlejet til Valencia i søgen på spilletid. Angrebet bestod i 2021 af Gavi, Illias og Memphis og her forventes det heller ikke, at nogle af disse tre vil være at finde i angrebet på lørdag. På bænken havde Xavi sidste år Abde, Coutinho, Riqui Puig, Yusuf Demir og Araújo og her er det kun Araújo, som forsat er en del af truppen her 13 måneder senere.

Andre spillere, som forsat er i truppen i dag, er Pedri, Dembélé, Ansu Fati og Sergi Roberto, som på daværende tidspunkt var skadet og dermed ikke tilgængelige for Xavi til hans debutkamp. Kun Agüero havde netop trukket sig tilbage fra fodbold på grund af sit hjerte.

Selvom Xavi ikke er typen, som gør det store ud af mærkedage, så får lørdagens lokalderby nok alligevel ham til at tænke tilbage på hans debutkamp. Her kunne man forestille sig, at den catalanske cheftræner trækker lidt på smilebåndet når han ser på hvor stærk og sund en trup han i dag har til rådighed. Derfor vil det heller ikke være overraskende, hvis Barca vinder med mere end en snæver 1-0 sejr, som resultat blev i debutkampen.

.:FORSIDE:.