fbpx
Annonce

Wijnaldum fandt ikke lykken i PSG

Simon Arun Vrábel - 25.07.22

// Georginio Wijnaldum

Georginio Wijnaldum var sidste år tæt på at skifte til Barca, men på målstregen valgte han pengene i PSG. Nu stopper de to dog samarbejdet og Wijnaldum kan tilføjes til listen af spillere, som nok fortryder at have afvist Barca.

Sidste år kæmpede Barca, med den daværende cheftræner Ronald Koeman i spidsen, en hård kamp for at få Georginio Wijnaldum til at vælge det sportslige projekt i Barca fremfor oliepengene i den franske hovedstad. Dengang tabte catalanerne kampen men nu ser det ud til, at dén som er mest skuffet er Wijnaldum selv, for han fandt aldrig succes hos PSG.

Artiklen fortsætter under annoncen


Ronald Koeman havde utrolig svære arbejdsbetingelser i sin tid som træner og da sommerens transfervindue åbnede i 2021, forsøgte han med al sin magt at hente sin landsmand Wijnaldum på fri transfer fra Liverpool. Både pressen og fans fulgte med i spænding, for et navn som Wijnaldum kunne med sikkerhed gøre en forskel på den catalanske midtbane og den manglende tillid fra præsident Laporta kunne styrkes, hvis Koeman kunne lykkes med operationen.

Kort efter at Wijnaldum satte sin underskrift på kontrakten med PSG var Koeman fortid i Barca. Den hollandske midtbanespiller,som tidligere havde spillet fem sæsoner for Liverpool, begyndte imidlertid sit ophold i den franske hovedstad hvor han havde skrevet kontrakt for tre sæsoner.

Men allerede nu, efter blot én sæson hos PSG, er de to parter blevet enige om at gå hver sin vej. Wijnaldum er ifølge avisen Sport sat i forbindelse med et skifte til Roma som – med al respekt – må anses som værende et skridt ned for hollænderen, som har hele 86 landsholdskampe på CV'et.

Den rutinerede hollænder må derfor med stor sandsynlighed være ærgerlig over, at han i sin tid valgte Barca fra, da han efter kun ét år i PSG må indse at det ikke er dér hans fremtid ligger selvom han dog nåede at få 38 kampe i PSG-trøjen, med tre mål og tre assist til følge.

.:FORSIDE:.