fbpx
Annonce

Troværdig journalist: 'Neymar forlænger snart'

Jacob Møller Nielsen - 14.04.21

// Neymar


Endnu engang er Neymar omdrejningspunkt for en transfersaga, hvor hans retur til Barca livligt bliver diskuteret i verdens aviser. Transfermarkedekspert Fabrizio Romano var dog i går ude og sige, at Neymar snart forlænger med PSG.

Neymar og Barca. Der er næsten ikke gået en måned i de sidste 5 år, siden Neymar forlod klubben, uden at aviser verden over har spekuleret i et gensyn med brasilianeren og 'blaugrana'. De seneste uger har ikke været nogen undtagelse, hvor både franske og catalanske medier har rapporteret om, at Neymar skulle afvise kontraktforlængelserne med PSG for at vende retur og spille med Messi i Barca.

Paris Saint-Germain selv har dog afvist rygterne og sagt, at de snart er klar med nye nyheder omkring både Neymars og Mbappés kontrakter. Og den fortælling slutter en yderst troværdig kilde sig nu til.

Transfermarkedeksperten Fabrizio Romano, som ofte får ret i sine udlæg, skrev mandag aften på Twitter, at Neymar forventes at skrive under på en kontraktforlængelse inden længe. Kontrakten skulle holde brasilianeren i Pariser-klubben helt frem til juni 2026, hvortil der i kontrakten skulle være indlagt en kæmpe bonus til Neymar selv, såfremt PSG vinder Champions League.

Ifølge Romano har Neymars folk også udtalt sig til France Football i går aftes, hvor de skulle have udtalt sig i positive vendinger om Neymars forbliven i PSG: 'Neymar vil gerne blive i PSG. Han kan se, at klubben vokser sig større. Han kan godt lide projektet,' skulle de have udtalt, uden at det er blevet specificeret, hvem der skulle have sagt det.

Dermed er der altså meget delte vande hvad angår Neymars fremtid. Man kan dog nok regne med, at de catalanske medier er færdige med at skrive om Neymar, før brasilianeren har sat sin endelige underskrift med PSG. At Fabrizio Romano melder, at kontraktforlængelsen sker snart, kan dog tyde på, at der inden længe forekommer et svar på den årelange transfersaga. Indtil da er forvirringen total.

.:FORSIDE:.