fbpx
Annonce

Trincaos sæson står i skærende kontrast til Pedris

FCBARCELONA.DK - 05.07.21

// Trincao // Pedri


I går kom meldingen om, at Francisco Trincao udlejes den kommende sæson til Wolverhampton. Der var ellers større forventninger til Trincao end til Pedri, der har taget alle med storm i sin første sæson i Barca.

For et år siden annoncerede Barca tilgangen af to relativt ukendte talenter, Francisco Trincao fra portugisiske Braga og spanske Pedri González fra Las Palmas. Dengang var Pedri blot 17 år, mens Trincao var 20.

Forventningerne var klart størst til Trincao på grund af hans alder og erfaring fra den bedste portugisiske række. Pedri var på tale til at blive lejet ud, så han kunne få spilletid og samle erfaring i en mindre klub i La Liga.

Her en sæson senere må man sige, at det er gået helt anderledes end forventet. Pedris historie er nærmest sensationel, for den nu 18-årige spiller har deltaget i næsten alle Barcas kampe og er også stamspiller på det spanske landshold ved EM.

Trincao har modsat haft mere end svært ved at finde sig til rette. Han er ganske vist noteret for 42 kampe for Barca, men næsten alle har været som indskifter. Koeman gav potugiseren en del chancer i starten af sæsonen, men præstationerne var ikke overbevisende og spilletiden blev mindre.

Det ligger fast at Trincao slet ikke har indfriet forventningerne, mens Pedri modsat har overrasket alle positivt. De to historier står således i skærende kontrast til hinanden.

Nu får Trincao en sæson i Wolves, hvor han skal forsøge at genfinde det niveau, der fik Barca til at betale 31 mio. euro for ham for et år siden. Gør han det kan det ikke afvises at han hentes tilbage, men det kan også være, at tiden i Barca definitivt er slut for ham.

.:FORSIDE:.