fbpx

Skal Barca midlertidigt fyre sine spillere?

FCBARCELONA.DK - 21.03.20

© Getty Images
// Coronavirus

Corona-virussen rammer økonomien hårdt overalt i verden, også blandt fodboldklubber. I spansk fodbold tales der om, at klubberne kan udnytte en regel der giver dem lov til at fyre spillerne i en periode.

Catalonien og Spanien er traditionelt præget af sæsoner, både indenfor turisme og  landbrug, specielt frugtavl. En regel giver arbejdsgiverne mulighed for let og hurtigt at sige farvel til ansatte, når sæsonen er slut. Reglen kaldes ERTE og er nødvendig for, at virksomhederne kan klare sig når f.eks. turistsæsonen er slut.

Netop nu diskuteres det, om fodboldklubberne kan bruge ERTE, så længe myndighederne forbyder træning og kampe. Argumentet er, at når alt er stoppet op, så kan man bruge ERTE og sige farvel til spillerne, indtil der igen kommer gang i sæsonen.

I en klub som Barca udgør lønninger 70% af budgettet og når der ikke kommer indtægter fra tv-rettigheder og billetsalg, kommer det hurtigt til at gøre ondt på økonomien. Barca har godt styr på sin økonomi, men ingen klub vil kunne klare flere måneders pause uden indtægter, med samtidig fuld udgift til løn til de ansatte.

Derfor er der brug for at gøre noget og Barca står ikke alene. La Liga organisationen skal have talt med spillerforeningen og UEFA, for at finde en fælles holdning, der gælder hele Europa. Alle steder står man nemlig med samme problematik.

Kommer der ikke tiltag der mindsker klubbernes udgifter i den periode hvor Corona har stoppet alt, risikerer klubber at gå konkurs, hvilket ikke er i spillernes interessee. Derfor forventer de fleste, at man når til enighed om en løsning.

De professionelle spillere i de største ligaer får svært ved at modsætte sig en lønnedgang eller et direkte lønstop i en periode, for de tjener i forvejen rigtig mange penge i forhold til mennesker med mere almindelige jobs. Det vil være et selvmål af dimensioner, hvis spillerne vil holde fast i deres millionlønninger i en krisetid som denne.

Derfor kan der ventes tilstande som ingen havde forestillet sig selvi  de vildeste fantasier, nemlig at verdens bedste fodboldspillere pludselig ikke får løn.

.:FORSIDE:.