Peter Vyff - 01.03.24
Barca er i øjeblikket i gang med at indsnævre feltet over mulige trænere, der kan afløse Xavi til sommer. Catalanerne skulle nu også have tilføjet Simone Inzaghi til listen over mulige kandidater, efter hans imponerede arbejde hos Inter.
Ledelsen har travlt med at sondere transfermarkedet efter en ny træner, der skal stå i spidsen for Barca til næste sæson. Det er en stor beslutning, og selvom sportsdirektøren Deco har understreget, at man ikke har travlt, er det alligevel noget, der skal findes ud af snarligst.
Catalanerne får nemlig svært ved at tiltrække spillere, uden at vide, hvilken træner der står i spidsen for holdet, og i hvilken sportslig retning Barca skal tage. Ledelsen skulle derfor også allerede have indsnævret feltet af trænere til en lille håndfuld, bestående af Hansi Flick, Thomas Tuchel, Roberto De Zerbi og Julian Nagelsmann.
Sidstnævntes ansættelse som tysk landstræner betyder dog, at han først sent til sommer kan indtræde i stillingen på grund af EM-slutrunden. Catalanerne skulle derfor have fjernet fokus fra tyskeren, og istedet have tilføjet Simone Inzaghi til listen over mulige trænerkandidater.
Det skriver avisen Tuttosport, der begrunder mistanken med den store succes som italieneren har haft hos Inter. Cheftræneren overtog tøjlerne i 2021, hvor det sidenhen er blevet til tre Super Cup-triumfer, to gange Coppa Italia og en Champions League-finale i sidste sæson.
Inter ser også ud til at løbe af med Serie A-titlen i år, og italieneren roses især for hans måde at få det bedste ud af alle sine spillere. Barca holder helt naturligt øje med Inzaghi, der dog også er et varmt emne hos Chelsea, Manchester United og Liverpool, der tager afsked med Jürgen Klopp til sommer.
Italienerens nuværende kontrakt udløber i 2025, og med det i mente virker hans fremtid nu åben. Men det er endnu tvivlsomt om, hvorvidt Inzaghi er et godt spillemæssigt match til Barca, og hvis Premier League-holdene også melder sig på banen, vil der også være et økonomisk aspekt at tage højde for.