FCBARCELONA.DK - 18.01.20
Quique Setién holdt lørdag eftermiddag sit første pressemøde op til søndagens kamp mod Granada. Her kommenterede han spillerens reaktion på de nye tiltag fra trænerstaben, samt på Riqui Puigs chancer på førsteholdet.
Læs Barca-trænerens udtalelser her.
Ændringer og nye tiltag:
'Jeg må indrømme, at min første uge er gået fantastisk - meget bedre end hvad jeg havde regnet med. Når man kommer til et nyt hold som ny træner, som skal man altid forvente en tilvænningsperiode, men faktum har været, at spillerne fra start har været meget villige til at indordne sig. Deres indstilling har overrasket mig og de har med det samme accepteret de ændringer, som jeg ønsker at foretage. Jeg er meget tilfreds med den måde, som de har modtaget og forstået mine budskaber på'.
Riqui Puig:
'Han er en fantastisk spiller - det er der ikke nogen tvivl om. Men for ham lige som alle andre spillere fra B-holdet og ungdomsrækkerne, så gælder det for mig om at lære dem at kende. De unge spillere kender jeg ikke så godt, som jeg kender førsteholdspillerne, som jeg har kunne følge i noget tid. Alle unge spillere vil få chancen på et eller andet tidspunkt ud fra hvad de viser til træning. Jeg hænger mig ikke i spillernes navne, når jeg skal stille et hold. Jeg kigger udelukkende på hvem der præsterer til træning. Derfor er det ikke usandsynligt, at der pludselig er en ung spiller, som får chancen fra den ene kamp til den anden'.
Samtale med Messi:
'Det er rigtigt, at jeg har haft en snak med Messi, men det er der slet ikke noget unormalt i. Jeg har haft muligheden for at snakke med de fleste spillere i truppen og sådan skal det også være. Med det sagt kan jeg selvfølgelig ikke benægte, at Messi er en meget speciel spiller. Jeg ønsker at vide hvad alle spillerne tænker og hvad de føler for de ideer, som jeg kommer med'.
Forstærkninger:
'Det er for tidligt at tale om mulige forstærkninger. Hvad jeg ønsker er at lære spillerne at kende og se hvad jeg har til rådighed i truppen. Herefter kan vi se på, om vi skal foretage ændringer. Jeg har talt med ledelsen og vi har besluttet, at vi giver det lidt tid før vi taler om forstærkninger. Der er god tid'.
Vinde eller spille godt?
'Det første jeg ønsker er at vinde kampene, men hvis vi vinder og vi ikke spiller godt, så tager jeg sur og skuffet hjem. Vi ved alle, at hvis vi spiller godt, så er der en større chance for, at vi vinder. Det er hvad jeg har fortalt spillerne. Hvis vi spiller godt, så er vi i den bedste position til at få de tre point'.
Arthurs rolle på holdet:
'Jeg kan ikke skjule min beundring for Arthur - han er en fantastisk spiller. Han forstår spillet særdeles godt. Jeg har også haft en snak med ham'.
Deltagelse i træningsøvelserne:
'Det er rigtigt, at jeg nyder selv at deltage i træningsøvelserne sammen med spillerne. Det er seks måneder siden, at jeg har rørt en bold, så det kriblede i mig. Og det kunne jeg mærke i mit knæ og i min hofte her til morgen. Jeg kan ikke lide at holde pressemøde eller sidde på kontor - jeg vil være aktiv og deltage sammen med spillerne. Jeg føler mig som en af dem og jeg ønsker at videregive min egen energi til dem'.
Var måden Valverde blev fyret på i orden?
'Når vi som trænere har påtaget os dette job, som har vi accepteret, at der medfølger en stor risiko og at vi skal være forberedte på, at alt kan ske. Om det var retfærdigt eller ej den måde han blev fyret på er slet ikke noget, som interesserer mig eller Valverde. Det er en del af jobbet som træner. Det eneste man som træner gør er at koncentrere sig om sine opgaver og arbejde, indtil de siger stop'.
Kan du se hvorfor Barca ikke har spillet godt på det seneste?
'Jeg ved ikke hvordan spillerne har arbejdet de seneste år, så det kan jeg ikke udtale mig om. Det interesserer mig heller ikke, for det har ingen indflydelse på mit arbejde. Det eneste jeg fokuserer på er at fremlægge og implementere mine ideer og mine måder at gøre tingene på. Det er hvad vi allerede er begyndt på i denne uge. Så må vi se hvor hurtigt spillerne kan tilpasse sig og tage ændringerne til sig. Vi ved først efter nogle kampe, hvor nemt spillerne har ved at tilpasse sig. Det kan godt være, at de nikker og siger ja til mig, men at de under kampene falder tilbage i de gamle vaner. Det vil være helt normalt og skete også for mig selv som spiller'.
Forventningerne til kampen i morgen:
'I morgen forventer jeg et Barca-hold, som ikke er for overtændt, men som har en markant motivation for at videreføre de ting, som vi har arbejdet på til træning i løbet af ugen. Og jeg tror, at man vil kunne se deres motivation i morgen. Det er dog klart, at man ikke på en uge og i den første kamp vil kunne se løsninger på det hele, men i morgen vil jeg gerne se nogle positive elementer, som vi kan bygge videre på. Det gælder om, at vi skal gøre det godt over en lang periode og ikke falde i fælderne under kampene'.