fbpx
Annonce

Real Sociedad-boss om Zubimendi: 'Han bliver her'

Peter Vyff - 31.05.23

// Martin Zubimendi

Martín Zubimendi skulle eftersigende figurere på Barcas liste over potentielle afløsere for Busquets. Real Sociedads præsident tror dog ikke at baskeren forlader klubben, hvilket han forleden slog fast i et interview

Barca har taget afsked med Sergio Busquets, som efter 15 sæsoner har besluttet sig for at forlade klubben. Catalanerne står dermed uden en decideret dybdeliggende midtbanespiller, hvilket angiveligt har fået Xavi til at bede ledelsen om at købe Martín Zubimendi hos Real Sociedad.

Artiklen fortsætter under annoncen


Baskeren forventes dog at koste mindst 60 mio. euro, hvilket er noget over, hvad Barca har råd til at betale i øjeblikket. Alligevel er cheftrænerens førstevalg angiveligt stadig Zubimendi, hvilket har fået medierne til at fastholde rygterne om et potentielt skifte.

Den 24-årige Zubimendi skal dog ingen steder, hvis det står til Jokin Aperribay, som står i spidsen for Real Sociedad. Præsidenten udtalte sig forleden til avisen Mundo Deportivo, hvor han havde følgende at sige om det potentielle Barca-skifte: 'Det er svært for os at gøre noget, når storholdene er interesseret i vores spillere. Jeg tror dog på at Martín bliver her, og vi kommer ikke til at åbne dørene for et skifte', sagde baskeren.

Den 56-årige Aperribay understregede i samme omgang også Zubimendis enorme betydning for Real Sociedad. 'Han er en meget vigtig spiller for os, og hans store ønske er at spille Champions League for La Real i næste sæson. Martín har ingen intentioner om at skifte, og vi har intet ønske om at sælge ham til Barca eller noget andet hold'.

Baskeren kunne dog ikke med sikkerhed afvise et skifte, da han blev spurgt til om han ville besvare et opkald fra Joan Laporta. 'Ja, selvfølgelig ville jeg tage telefonen. Joan er en fantastisk person', sagde Aperribay, inden han kækt afsluttede: 'Jeg håber snart han ringer til os for at lykønske os med en plads i næste års Champions League - det er jeg sikker på at han er glad for'.



.:FORSIDE:.