fbpx
Annonce

Raheem Sterling nævnes som alternativ til Raphinha

Simon Arun Vrábel - 03.06.22

// Raheem Sterling // Raphinha

Barca ser angiveligt Sterling som alternativet til Raphinha som stille og roligt ser ud til at blive dyrere og dyrere for catalanerne. I kulissen lurer Real Madrid som har brug for at finde et alternativ til Mbappé.

Der begynder at tegne sig et kedeligt billede af, at hver gang Barca sætter øjnene på en spiller, så stiger hans pris stille og roligt til et niveau, hvor økonomien bliver en stopklods. Engelske Leeds United overlevede endnu en sæson i Premier League og som konsekvens deraf er deres brasilianske guldfuld, Raphinha, blevet yderst værdifuld og derfor meget dyrere for Barca. Den sportslige ledelse er derfor på udkig efter alternativer og her kommer Raheem Sterling ind i billedet på trods af, at Real Madrid kigger samme sted hen.

Artiklen fortsætter under annoncen


Sterling, som til dagligt tørner ud for Manchester City, har efter en lidt blandet start hos de lyseblå fundet de gode takter fra hans tid hos Liverpool. Sæsonen sluttede med et mesterskab og for Sterlings vedkommende kan han notere sig for 47 kampe med 17 mål og ni assist, hvilket vidner om en spiller i storform. 27-årige Sterling har kun et enkelt år tilbage af sin nuværende kontrakt og det har tiltrukket opmærksomhed fra flere store klubber rundt omkring i Europa.

To af de klubber er Barca og Real Madrid som begge er på udkig efter en eksplosiv målmager til angrebets højre side. Real Madrid er kommet sig over chokket at blive hængt offentligt til tørre af Mbappé, som valgte at forlænge med PSG, og nu leder de efter et alternativ. Hos Barca forsætter man forberedelserne til en ny sæson med antagelsen om, at Dembélé er fortid i klubben, da flere og flere rygter melder om forhandlinger imellem ham og Chelsea. Sterling var endda højt på ønskesedlen hos Xavi allerede i januars transfervindue, men her valgte man i stedet at købe en anden City-spiller, nemlig Ferran Torres.

Med sine 27 år er Sterling på toppen af sin karriere og efter syv år hos Manchester City er det ikke utænkeligt, at den erfarne englænder er klar på et nyt eventyr. Det hele afhænger naturligvis af hvor Sterling selv gerne vil spille i fremtiden, men hvis Real Madrid gør alvor af at byde på den hurtige englænder, kan prisen stige til et niveau hvor Barca ikke kan være med.

Herfra bliver det derfor afgørende at se, hvad Sterling selv ønsker og hvis det skulle være Barca, hvor meget pres han vil lægge på sin arbejdsgiver for at iværksætte et skifte.

.:FORSIDE:.