fbpx

Pedri: 'Jeg forsøger at hjælpe de unge spillere'

Peter Vyff - 02.07.23

// Pedri

Selvom Pedri kun er fyldt 20 år, så er han allerede en af de mest betydningsfulde spillere hos Barca. Spanieren deltog forleden i et interview, hvor han kom med flere interessante observationer om Xavi og sin egen rolle på holdet.

Pedri har taget alle Barca-fans med storm, siden han fik sin debut for tre år siden imod Villarreal, efter at han kom til fra Las Palmas som 17-årig. Trods sin unge alder, er han allerede en fast del af startopstillingen under Xavi, samt på det spanske landshold. Der er derfor store forventninger til Pedri, der forleden udtalte sig til tv-stationen Teledeporte.

Artiklen fortsætter under annoncen


Stortalentet blev blandt andet spurgt til Xavi. 'Tilhængerne værdsætter ikke Xavi nok, men inde i omklædningsrummet har han vores alles tillid, og vi værdsætter ham meget' sagde midtbanespilleren.

Pedri blev også spurgt til hans nye rolle på holdet efter afskeden med klubikonerne Gerard Piqué, Sergio Busquets og Jordi Alba, hvortil han svarede: 'Jeg vil ikke lægge alt for meget pres på mig selv, men jeg forsøger at hjælpe de unge spillere det bedste jeg kan, på samme måde som jeg selv er blevet hjulpet' var hans svar.

Selvom Pedri stadig befinder sig i starten af sin karriere, så har han allerede døjet med flere skader, hvilket han også blev spurgt ind til. 'Jeg har fokus på at reducere risikoen for skader, og forhåbentlig kan jeg være så heldig at undgå det og bare nyde at spille fodbold' svarede han.

Til sidst blev landsholdsspilleren også bedt om at forholde sig til Luis Enriques forventede udnævnelse som cheftræner for Paris Saint-Germain, der eftersigende tidligere har forsøgt at købe Pedri: 'Jeg er sikker på at Luis bliver en god træner for PSG, men jeg ved ikke, hvilke spillere han har tænkt sig at hente. Der er ikke noget hold i rygterne om mig og PSG - det er slet ikke noget jeg har i tankerne' afsluttede han.



.:FORSIDE:.