Medier: I dag bliver det officielt med Hansi Flick
FCBARCELONA.DK - 29.05.24
Det lykkedes for Hansi Flick at holde lav profil i går efter ankomsten til Barcelona, men det betød ikke, at det blev en stille dag for tyskeren. Han mødtes både med Deco og Laporta og fik set klubbens træningsanlæg.
Hansi Flick fik en diskret start på tilværelsen som ny Barca-træner, hvor det i går handlede om at holde sig helt ude af mediernes søgelys. Det lykkedes dog ikke helt, for i går aftes slap der en video ud, hvor man så han sidde på Hotel Majestic i Barcelona.
Artiklen fortsætter under billedet
Flere medier fortæller samstemmende om, at Flick tog til klubbens træningsanlæg, hvor han mødtes med Deco og fik set træningsanlægget Ciutat Esportiva. Om aftenen var det så tid til at mødes med præsident Joan Laporta og andre medlemmer fra klubbens ledelse. De spiste sammen på en restaurant.
Onsdagen bliver sandsynligvis mindre diskret for Hansi Flick, for ifølge Gerard Romero fra mediet Jijantes, vil det blive officielt i løbet af i dag, at Flick overtager trænerjobet efter Xavi. Der bliver ikke holdt pressemøde, men Hansi Flick forventes at udtale sig til klubbens egne medier.
Der venter dermed med stor sandsynlighed en spændende dag for Hansi Flick, hvor han endelig kan kalde sig Barca-træner.
// Hansi Flick