fbpx

Lamine Yamal: 'Jeg tager det stille og roligt'

Simon Arun Vrábel - 06.09.23

// Lamine Yamal

Barcas unge stortalent, Lamine Yamal, er centrum for mediernes interesse, efter at han i en alder af blot 16 år er blevet udtaget til det spanske landshold, men den unge angriber tager oplevelsen med ophøjet ro.

Den spanske presse var mere end almindeligt interesseret i at tale med den Lamine Yamal om hans landsholdsudtagelse, men med en dagligdag i en klub som Barca, og med en masse gode folk omkring sig, fortæller den unge angriber, at det er nemmere at tage tingene stille og roligt.

Det var det spanske fodboldforbunds eget medie, RFEF som fik sat Lamine Yamal i stævne til et interview, og det første spørgsmål var meget naturligt, hvordan det føltes – i så ung en alder – at blive udtaget til det spanske landshold.

Artiklen fortsætter under annoncen


’Det er helt fantastisk at få lov til at opleve, og jeg forsøger at nyde øjeblikket fuldt ud. Men samtidig tager jeg det stille og roligt. Jeg er vant til hvordan tingene foregår i Barca, så lad os se om det ikke er meget af det samme her’ indledte angriberen som tilføjede at den første person han ringede til efter landsholdsudtagelsen, var sin mor.

’Hun bad mig om at passe på, og det var lidt skræmmende. Men efter 30 sekunder forsvandt det, og hun fortalte mig, hvor stolt hun er af mig. Jeg har altid spillet mod folk som var større end mig, så hun er nervøs for at jeg bliver skadet, men jeg sagde til hende, at hun kan være helt rolig, og at hun skal stole på mig'.

Forud for landsholdssamlingen var der spekulationer om hvorvidt Yamal ville vælge det marokkanske landshold frem for det spanske, da angriberen forsat har dobbelt nationalitet, men de spekulationer har angiveligt kun været forbeholdt pressen.

’Jeg har altid spillet for Spanien helt siden U15 landsholdet, så for mig var valget nemt. Jeg ønsker at spille for Spanien og målet er naturligvis at vinde EM og VM og alle de andre store titler’, fortalte Yamal inden han løftede sløret for de gode råd som hans klub- og landsholdskammerater Gavi, Pedri og Balde har givet den 16-årige angriber.

’Jeg taler ofte med Balde, og han minder mig om, at jeg skal huske at nyde det, og lade være med at være bange. Gavi siger altid, at jeg skal spille uden frygt, og Pedri siger noget af det samme. Fra dem lærer jeg enormt meget, og jeg tror at vi sammen kan bidrage med ungdommelig glæde og selvtillid på banen’.

Det bliver spændende at se, om Lamine Yamal får sin landsholdsdebut når Spanien skal møde Georgien og Cypern i deres to EM-kvalifikationskampe.



.:FORSIDE:.