fbpx

Kontraktforhandlinger med Yamal er allerede i gang

Simon Arun Vrábel - 23.04.23

// Lamine Yamal

Lamine Yamal er kun 15 år gammel og reglerne foreskriver, at den unge angriber ikke må tegne en professionel kontrakt før han fylder 16 år. Barca meldes dog allerede i gang med at udforme angriberens første kontrakt.

På rekordtid er Lamine Yamals navn kommet på alles læber, men i Barca har man længe været opmærksom på den talentfulde angriber og derfor står man klar med en professionel kontrakt når han fylder 16 år til sommer.

I Barca har man stor erfaring med at udvikle talenter på den verdenskendte fodboldskole La Masia og det næste stjerneskud kan meget vel være Lamine Yamal. Den kun 15-årige angriber blev lørdag eftermiddag udtaget af Xavi til førsteholdet i den trup, som i eftermiddag møder Atlético Madrid på Spotify Camp Nou.

Artiklen fortsætter under annoncen


Barcas sportslige ledelse har længe set en stjerne i Yamal og derfor har man været i gang med at forhandle med den unge angriber igennem en længere periode. Det er avisen Sport som fortæller, at man ikke ønsker at der skal ske det samme med Yamal, som man så med f.eks. Cesc Fàbregas og Héctor Bellerín gjorde i sin tid, for fælles for dem begge var, at andre europæiske storklubber stod klar med en lukrativ kontrakt da de fyldte 16 år. Derfor arbejder man intenst på at sikre Yamals underskrift når han fylder 16 år den 13. juli i år.

Indtil for nogle måneder siden var Yamal repræsenteret af Iván de la Peña, som også repræsenterer Gavi og Eric García, men den 15-årige angriber skiftede for nylig agent og her faldt valget på Jorge Mendes. Den portugisiske superagent har gode relationer til Barca og især klubpræsidenten Joan Laporta og avisen fortæller, at det på ingen måde har skadet kontraktforhandlingerne imellem Yamal og Barca. Nærmere tværtimod.

Den sportslige ledelse planlægger angiveligt at bruge samme strategi med Yamal som man i sin tid gjorde med Ansu Fati og der skal da også være både gode argumenter og god økonomi for at overtale den unge angriber, som med sikkerhed også får andre kontraktilbud.

Derfor er det kløgtigt af Xavi at udtage den unge angriber til en vigtig kamp som dén imod Atlético Madrid for det viser, at klubben er klar til at sætte handling bag deres ord og samtidig er andre unge spillere som Balde, Ansu Fati og Gavi eksempler på, at Xavi tør satse på ungdommen.



.:FORSIDE:.