fbpx
Annonce

Kampen mod Ceuta i aften er risikabel for Barca

FCBARCELONA.DK - 19.01.23

// Ceuta

Der venter på alle måder en usædvanlig oplevelse for Barcas spillere, når de i aften gæster AD Ceuta i ottendedelsfinalen af Copa de Rey. Trods den enorme forskel mellem de to klubber, er kampen risikabel for Barca.

Agrupación Deportiva Ceuta Fútbol Club er det fulde navn på aftenens pokalmodstander, der til daglig spiller i tredjebedste række, hvor de ligger isoleret bunden og dermed ligner en sikker nedrykker. Set i det lys får Barca ingen problemer med at komme videre til kvartfinalerne i Copa del Rey.

Alligevel er der flere argumenter for, at Xavi ikke bør føle sig for sikker på forhånd. Det gav han da også udtryk for på sit pressemøde i går. 'Vi får det svært og vi kan ryge ud af pokalturneringen i morgen. Turneringen byder altid på overraskelser' sagde han blandt andet.

Artiklen fortsætter under annoncen


Ceuta er et meget fremmed sted at spille. Byen ligger i den selvstyrende enklave af samme navn på Nordafrikas kyst. Området er indhegnet af meterhøje hegne, fordi immigranter forsøger at komme ind i Ceuta, for så er de på europæisk jord. Der har ofte været stormløb mod hegnet og det har ført til voldelige sammenstød med spansk politi.

Dertil kommer at Ceuta ingen lufthavn har. Barca spillere skal først flyve til Málaga og derfra tage videre med helikopter. Det er en usædvanlig rejseform som ikke alle spillere måske er så begejstret for.

Det taler heller ikke til Barcas fordel, at holdet kommer direkte fra den store triumf i den spanske Supercup, hvor Real Madrid blev besejret med 3-1. Det er et kæmpe spring at skulle til de ydmyge rammer i Ceuta, hvor der er plads til 6.500 tilskuere på Estadio Alfonso Murube. Kampen bliver derfor svær at sætte sig mentalt op til.

Ottendedelsfinalen afgøres i denne ene kamp og Ceutas spillere vil med garanti give alt hvad de har. Det oplevede Barca også mod Intercity i 1/16 finalen for to uger siden, hvor man måtte ud i forlænget spilletid for at komme videre. Intercity spiller også i tredjebedste række, så Xavi og hans spillere er advaret på forhånd.

For Xavi handler det samtidig om at dosere sine spillere, for allerede søndag skal de aktion i ligaen mod Getafe. Dermed er der ikke meget tid til at restituere og det får helt sikkert Barcas træner til trække på reserverne.

Der er derfor rigtig mange ting der kan gøre kampen svær for Barca i aften. Opgøret fløjtes i gang kl. 20.00 og desværre vises den ikke på dansk tv.



.:FORSIDE:.