fbpx
Annonce

Kampen i aften kan blive vendepunktet for Barca

FCBARCELONA.DK - 21.12.21

// Sevilla

Det har været konstant opad bakke for Barca i denne sæson, også efter at Xavi overtog ansvaret efter Koeman. I aften har holdet en gylden mulighed, der meget vel kan blive vendepunktet for holdet.

Lykkes det i aften for Barca at besejre Sevilla på Sánchez Pizjuán, vil det pludselig se meget lysere ud for det hårdt prøvede catalanske mandskab. Det vil ikke blot være en sejr over et af ligaens bedste mandskaber, men også et kæmpe skridt mod den top 4 placering, der efterhånden er blevet sæsonens primære målsætning.

Artiklen fortsætter under annoncen


En sejr vil rent faktisk give Barca 4. pladsen, men måske kun i 24 timer, for onsdag kan Atlético Madrid tage den tilbage, hvis de besejrer Granada på udebane. Ikke desto mindre vil Barca komme tættere på top 4, hvis de vinder over Sevilla.

Sevilla indtager en andenplads i ligatabellen og ligner den mest seriøse rival til Real Madrid i kampen om mesterskabet. Derfor er det indiskutabelt en uhyre svær kamp for Barca, der må tage rollen som underdog. Sevilla viste stor styrke så sent som i søndags med deres 2-1 sejr over Atlético.

Alligevel kan Barca ikke afskrives muligheden for at vinde. Holdet har i perioder vist fint spil, men ikke i 90 minutter i træk. Lykkes det mod Sevilla, kan man ikke afvise en catalansk sejr på Sánchez Pizjuán.

Der er ingen tvivl om, at en sejr vil give et kæmpe boost til klubben og til holdet, inden at La Liga lukker ned for julen. At kunne gå på juleferie med en succesoplevelse af denne kaliber, vil betyde enormt meget for spillernes selvtillid.

Dertil kommer, at holdet forventes styrket med Pedri og Ansu Fati, når man går ind i det nye år. Det vil også være med til at øge optimismen. Derfor kan en sejr over Sevilla blive det vendepunkt, som alle Barca-fans går og venter på.

Uafgjort vil heller ikke været et dårligt resultat for Barca, når modstanderen og holdets aktuelle problemer tages i betragtning. Det vil være at redde lidt at æren at få point med hjem fra Sevilla, som tingene er denne sæson.

Taber Barca kampen, vil det hele være lidt status quo, for så vil der stadig være et stykke op til top 4 og Xavi kan bruge juleferien på at tænke over, hvordan tingene kan forbedres.

Kampen i Sevilla spilles kl. 21.30 og den vises på TV2 Sport X.

.:FORSIDE:.