Journalist: 'Fansene elsker Martin Braithwaite'

Rune Stentoft Arlbjørn - 26.03.20

© Getty Images

Den spanske journalist Juan Jiménez, der følger Barca tæt for den spanske avis AS, har talt med bold.dk om Martin Braithwaites første tid i Barca. Her sætter journalisten danskeren under lup og giver sit bud på hans fremtid.

Juan Jiménez følger Barca tæt i det daglige, så derfor har han et godt kendskab til catalanerne. Her mener han, at fansene er vilde med Braithwaite. 'Barca-tilhængerne kan virkelig godt lide ham, og det er vigtigt i hans håb om at blive i klubben' påpeger Juan Jiménez til bold.dk.

'Desuden elsker klubbens fans ham. Det var lidt overraskende, men i debuten mod Eibar og i kampen mod Sociedad klappede folk, når han fik bolden. Det var en skam, at han brændte sin chance på Bernabeu. Havde han scoret på den chance, hvor han lige var kommet på banen, var han blevet et idol for klubbens fans' tilføjer han.

Den spanske journalist var dog ligesom mange andre overrasket over danskerens skifte til Barca. 'Jeg var overrasket. Der var ikke mange, der havde troet, at Braithwaite ville skifte til Barca. Men da hans navn først kom frem, gav det god mening. Han passer perfekt ind i billedet, som det er lige nu, og han kan hjælpe Barca med hans fart og hans mod' siger han videre.

På spørgsmålet om hvorvidt Martin Braithwaite også er at finde i Barca i næste sæson er Juan Jimenez i tvivl. 'Jeg tror, det ser svært ud for Martin at blive i Barcelona i næste sæson. Barcelona vil have to nye spillere - Neymar og Lautaro Martinez - og det peger på, at Braithwaite ikke skal være i Barcelona' indleder han.

'Han blev hentet til klubben i en nødsituation på grund af Dembeles og Suarez’ skader, og han er ikke en prioritet i det store billede, når klubben ser på sæsonen 2020/21, men hvis Barca ikke får fingrene i Martinez, kan Braithwaite være en god, billig reserve for Suarez. Jeg tror godt, vi kan sige, at der er en chance for, at Braithwaite bliver i klubben, men den er ikke stor' afslutter han.

.:FORSIDE:.