fbpx
Annonce

Avis: Barca har mistet interessen for Alonso

Peter Vyff - 26.08.22

// Marcos Alonso

Marcos Alonso har længe været sat i forbindelse med et skifte til Camp Nou. Barca skulle dog eftersigende ikke længere være interesseret i Chelsea-spilleren, som er blevet overhalet af Javi Galán fra Celta Vigo.

Barca har i flere år forsøgt at finde en konkurrent til Jordi Alba, som i næsten 10 sæsoner har været holdets førstevalg på venstreback. Catalanerne har helt åbenlyst flirtet med Marcos Alonso i dette transfervindue, og det var nærmest forventeligt at landsholdsbacken ville skifte til Camp Nou.

Artiklen fortsætter under annoncen


Barca er dog endnu ikke blevet enige med Chelsea om en transfer, og ifølge Mundo Deportivo skyldes det at ledelsen har mistet deres interesse for Alonso. Catalanerne har istedet genoptaget deres interesse for Javi Galán, som tidligere i transfervinduet også blev meldt på vej til Camp Nou. 

Den mistede interesse skyldes eftersigende Alonsos tilbøjelighed til at lave fejl i defensiven, hvilket for ofte har været tilfældet i hans tid på Stamford Bridge. Javi Galán vurderes istedet til at være et mere stabilt alternativ, som har oparbejdet en solid erfaring efter adskillige sæsoner i La Liga. 

Den 27-årige Galán er også væsentligt yngre end Alonso, som fylder 32 år i december-måned. Galán lader derfor til at være en mere holdbar løsning på venstreback, og det eneste der står i vejen for et skifte skulle eftersigende være Celta Vigos transferpris. 

Galiserne ønsker angiveligt tæt på 13 millioner euro for Galán, hvorimod Barca maksimalt har tænkt sig at betale 9 millioner euro. Catalanerne får dog ifølge Mundo Deportivo svært ved at få prisen yderligere reduceret så sent i transfervinduet, da Celta også ønsker tid og penge til at finde en erstatning. 

Alt kan dog ændre sig, hvis Pierre-Emerick Aubameyangs skifte til Chelsea skulle gå igennem. Det vil angiveligt betyde at ledelsen kan indregistrere Jules Koundé, og samtidig fortsætte deres jagt på en ny venstreback.



 

.:FORSIDE:.