fbpx
Annonce

Interview med Andreas Laudrup - Del 3

Rune Stentoft Arlbjørn - 20.01.21

© Privat foto
// Andreas Laudrup

Barca har ikke gang i den bedste sæson rent spillemæssigt, økonomien halter, der er snart præsidentvalg og Messis fremtid er usikker. Vi har derfor her på fcbarcelona.dk taget en snak med fodboldkommentator Andreas Laudrup om hvad der er op og ned i klubben.

Andreas Laudrup er kommentator og fodboldekspert i spansk fodbold på TV2 Sport X, som viser Barcas kampe i den spanske liga i dansk tv. Han har derfor et indgående kendskab til Barca. I den forbindelse har vi her på fcbarcelona.dk taget en snak med ham om mange af de ting der rører på sig i det catalanske.

I denne tredje del af interviewet kommer vi ind på Ronald Koeman, Riqui Puig, mulige forstærkninger i januar og mulige forstærkninger til sommer.

Læs hele anden del af det store interview herunder:

Hvordan har Koeman klaret sig indtil videre som Barca-træner?

Jeg synes, at han stod overfor en stor opgave, da han kom til klubben. Koeman har været god til at få lagt låg på mange af de negative ting, der her været i klubben. Han klarede ikke polemikken med Suárez så godt, men efterfølgende har det virket som, at spillerne har været glade for ham. De har været glade for hans meget direkte facon. Starten af sæsonen har ikke været god, men på det seneste er det blevet bedre. Han har også brugt mange unge spillere, hvilket fansene er glade for, da de godt kan lide når spillere fra La Masia får chancen. På baggrund af det har han gjort det fint, men når vi måler ham på resultaterne, hvor de er langt efter Atlético, så er det ikke acceptabelt.

Er Koeman den rette træner for Barca lige nu?

Lige nu og her vil jeg sige ja, for når jeg snakker med spanske journalister eller folk der arbejder med fodbold i og omkring Barcelona, så hører jeg, at Ronald Koeman er en kæmpe legende i Barca. Derfor har han også haft længere snor og der bliver lyttet til ham. Han er en meget direkte træner og siger tingene som de er. Det tror jeg, at mange har haft stor gavn af. Derfor mener jeg, at lige nu og her i det oprydningsarbejde, som Barca er inde i, så tror jeg faktisk, at han har været den rigtige træner for Barca.

Tror du Koeman bliver erstattet af Xavi til sommer?

Det kommer helt an på hvordan denne sæson kommer til at forløbe. Hvis man kommer langt i Copa del Rey og Champions League, og indhenter Atlético Madrid, så man ender med at være fire-fem point efter dem i ligaen og man ser forbedringer i spillet, så tror jeg godt, at Koeman kan fortsætte i Barca, hvis det er Laporta, som bliver præsident, men jeg tror det afhænger rigtig meget af hvem der bliver præsident. Jeg forventer, at hvis Victor Font kommer til Barca, så bliver Xavi træner på et tidspunkt.

Riqui Puig er åbenlyst et af de største talenter i Barca, men hvorfor vil Koeman ikke bruge ham?

Jeg tror, at Koeman inden sæsonen vurderede, at han er for lille og at han fylder for lidt. Det tror jeg er årsagen til, at han næsten ikke har spillet. Koeman vil gerne bruge De Jong og Busquets, der har en bedre fysik og er bedre til at forsvare. Som man har kunne læse sig frem til, så tror jeg også, at der har været nogle uoverensstemmelser mellem Koeman og Puig, som har gjort, at han ikke har fået de chancer, som han måske eller måske ikke fortjener. Jeg tænker også, at Koeman har andre spillere, som han mener passer bedre til de pladser, som Puig kan spille.

Flere af Barca-fansene vil virkelig gerne se Puig spille mere, men hvad er det han kan bidrage med, hvis han får chancen?

Jamen, det er jo den her måde at spille fodbold på. Han er kombinationsstærk og god på bolden. Jeg synes også, at han sætter tempo i spillet med sine få berøringer. Han er god til at veksle mellem hvornår holdet skal spille hurtigt og hvornår de skal tage tempo ud af spillet. Man så også i slutningen af sidste sæson, at han har en rigtig god forståelse med Messi.

Hvis du var Puig ville du så lade dig udleje i januar, som Koeman ønsker det, eller blive i Barca?

Hvis jeg var ham, med alle de rygter der går om, at Xavi bliver træner, så ville jeg blive. Jeg tror ikke, at det er nogen hemmelighed, at Xavi prøvede at hente Puig til Al Sadd i Qatar på en lejeaftale for et års tid siden. Når rygterne går på, at Xavi måske skal være træner i Barca, så ville jeg blive. For Puig ved, at Xavi kan lide ham. Derfor kan han måske også forvente, at Xavi vil bruge Puig i Barca.

Har Barca brug for forstærkninger her i januar?

Jeg synes, at holdet har brug for forstærkninger. De kunne godt hente en angriber og forsvaret kan også godt trænge til at blive forstærket, da det ser lidt tyndt ud i det centrale forsvar. De kunne godt hente en Eric García, som der har været snak om i lang tid. Han vil være en spiller til fremtiden, men også en spiller, der kan præstere med det samme. Barca ser dog ikke ud til at have økonomien på nuværende tidspunkt til at hente spillere her i januar medmindre de sælger en del af deres andre spillere først. Præsidentvalget gør det også svært at hente spillere i januar.

Hvis vi retter blikket mod sommerens tranfersvindue tror du så der bliver hentet nogle stjernespillere til klubben med tanke på Barcas økonomi?

Hvis vi snakker om Lautaro Martínez eller nogle af de andre rigtig store stjerner, så tror jeg det bliver svært at få dem til klubben. Barca har bedt sine spillere om at gå markant ned i løn, så det ville ikke se godt ud, hvis vi for eksempel siger de kaster 100 eller 150 mio. euro efter en spiller til sommer. Derfor som det ser ud nu tror jeg ikke vi kommer til at se de der helt vilde transfers til Barca til sommer. Jeg tror, at Barca bliver nødt til at være klogere og gå efter gratis spillere. Det kunne være Sergio Agüero, som også er blevet sat i forbindelse med Barca i de seneste dage. Der har også været meget snak om Depay. Det kunne være spillere som dem, at Barca er nødt til at gå efter. Derfor tror jeg ikke man skal forvente sig de her monster transfers til sommer.

.:FORSIDE:.