fbpx
Annonce

Hvilke klubber kunne finde på at købe Ansu Fati?

Simon Arun Vrábel - 30.03.23

// Ansu Fati

Barcas unge 10’er Ansu Fati er i den grad kommet i fokus efter at hans far, Bori Fati, onsdag morgen luftede sin utilfredshed med sin søns situation i Barca. Nu flyver spekulationerne i medierne på, hvor den unge angriber kunne ende henne hvis fremtiden ikke ligger på Camp Nou.

De catalanske medier har dagen igennem været fyldt med spekulationer om, hvor Ansu Fati kunne ende henne hvis han ikke forsætter i Barca og i Bori Fatis opsigtsvækkende interview blev både Real Madrid og Sevilla nævnt. Samtidig fortæller angriberens far, at han jævnligt mødes med Jorge Mendes, som agerer agent for Ansu Fati, hvor den spanske angribers fremtid drøftes.

Artiklen fortsætter under annoncen


Avisen Mundo Deportivo skriver, at Bori Fatis udtalelser om, at hans søn kunne spille for Sevilla, i den grad bør tages med et gran salt. Faktum er nemlig, at Barca ønsker et større millionbeløb for Ansu Fati og Sevilla, som i de seneste sæsoner ikke har formået at spille sig videre fra Champions League-gruppespillet, vurderes ikke til at have økonomien til at imødekomme hverken spillerens transfersum eller lønkrav. Derfor fortæller den catalanske avis, at klubben i det sydlige Spanien tager Bori Fatis udtalelser som et kompliment, men intet andet.

Avisen Sport fortæller, at Jorge Mendes’ mange gode forbindelser med stor sandsynlighed vil blive afgørende for angriberens fremtid og her mener avisen at vide, at Premier League er det bedste bud. Igen er økonomien det afgørende og der er ikke mange andre klubber, som vil kunne imødekomme både transfersum og lønkrav af den størrelsesorden, som der vil være tale om. Mere nøjagtigt fortæller avisen, at Manchester United, Chelsea, Newcastle og Arsenal er de bedste bud på en ny arbejdsgiver.

Ingen af de catalanske aviser omtaler Real Madrid som en mulighed og selvom Bori Fati slet ikke lukkede døren til Los Blancos, så fortalte han samtidig, at Ansu Fati selv er mere end opsat på at opnå succes med Barca. Det bliver derfor spændende at se hvordan fremtiden for holdets unge 10’er kommer til at se ud, for der er ingen tvivl om, at det sidste kapitel om Ansu Fatis fremtid næppe er blevet skrevet.

.:FORSIDE:.