fbpx

Joao Félix: 'Jeg ser frem til at spille foran vores fans'

Peter Vyff - 13.09.23

// Joao Felix

Ledelsen hentede sent i transfervinduet João Félix, der forlod Atlético Madrid på en sæsonlang lejekontrakt. I et interview fortæller portugiseren, at han har fået en god start på opholdet i sin nye klub.

Det er kun et par uger siden at João Félix ankom til Barca, efter længere tids forhandlinger med Atlético Madrid. Parterne blev til sidst enige om en låneaftale uden købsklausul, der betyder at angriberen er at finde i førsteholdstruppen frem til næste sommer.

Artiklen fortsætter under annoncen


Og selvom portugiseren ikke har haft meget tid sammen med holdkammeraterne, da der på nuværende tidspunkt er landskampspause, har han allerede fået et godt indtryk af spillerne og fansene. Den 23-årige Félix har dog også allerede fået sin debut for Barca, da han blev indskiftet i 2-1 sejren Osasuna.

'Jeg er meget overrasket over den varme velkomst jeg har fået, især af fansene. Jeg har dog altid sagt at jeg gerne vil spille her, så måske er det derfor, de allerede holder så meget af mig' sagde Félix til avisen Sport.

'Jeg ser virkelig frem til at spille på Montjuïc foran vores fans. Det er en skam at jeg ikke når at spille på Camp Nou, men det vigtigste er at vinde og tage de tre point, fortsatte Félix. 

'Gruppen her har taget rigtig godt imod mig. Holdet er meget ungt, så jeg føler mig komfortabel med de andre, og vi er en trup, der er sultne efter at vinde' lød det videre fra ham.

Der har været en del snak om, hvordan Xavi har tænkt sig at benytte Félix, der i de sidste par sæsoner både har spillet på kanten og helt i front. Portugiseren har dog en klar idé om, hvor han ønsker at spille. 'Jeg føler mig mest tryg ved at starte ude på venstre fløj. Jeg har som oftest spillet der, og jeg tror også det er der, hvor Xavi har tænkt sig at placere mig' sagde landsholdsspilleren.

Félix kom til sidst ind på sin egen form, efter ikke have spillet kontinuerligt i et stykke tid: 'Jeg har det godt og jeg føler mig rigtig godt tilpas, især fysisk. Jeg er klar til at spille for Barca, jeg vil arbejde hårdt for hele holdet og forhåbentlig kan vi spille med om alle titler i sæsonen' afsluttede portugiseren.

 

.:FORSIDE:.