fbpx
Annonce

ESPN: Barca intensiverer jagten på Benfica-angriber

Jacob Møller Nielsen - 06.11.20

© Getty Images
// Darwin Nunez

Ifølge mediet ESPN intensiverer Barcelona jagten på at finde en fuldgod erstatning for Luis Suárez, som forlod klubben i sommer. Mediet mener at vide, at Barcelona har Benfica-angriberen Darwin Núñez i sigtekornet.

Luis Suárez forlod Barcelona i sommer efter seks succesfulde år i klubben, da der var behov for at råde bod på økonomien, som var blevet sendt i dyb krise på grund af coronakrisen. Imidlertid er økonomien ikke blevet bedre, og der har i de seneste dage endda været snak om lønbesparelser for samtlige spillere i truppen. Ikke desto mindre mener mediet ESPN at vide, at Barcelona intensiverer jagten på en ny angriber, som kan overtage tomrummet, som Suárez efterlod.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Ronald Koeman især har et godt øje til hollandske Memphis Depay, som kun grundet La Liga's lønregler ikke skiftede til catalanerne i sommer. Koeman har også været ude og sige, at man fortsat vil forsøge at hente Depay til vinter, hvis økonomien tillader det.

Alligevel melder ESPN, at Barcelona specifikt har Benfica-angriberen Darwin Núñez i kikkerten, og at han eftersigende skulle være den angriber, som Barcelona vil intensivere jagten på at få til klubben. Den 21-årige uruguayaner skiftede i sommer til Benfica fra Almería for i alt 24 millioner euro. Det tyder dermed på at blive en dyr handel for en klub uden mange penge, hvis Barcelona skal have fat i den unge angriber.

Darwin Núñez er i højere grad den traditionelle spidsangriber, som Barcelona mangler på holdkortet, sammenlignet med hollandske Memphis Depay, som ofte gør sig som kant og også i 10'er rollen, hvor Barca er stærkt besat.

Det bliver dermed spændende at følge de kommende transfervinduer - hvis Barca kan finde midlerne til det - om Barcelona kan færdiggøre en handel med den unge Darwin Núñez, eller om Barcelona kommer til at gå med den billigere Depay, som måske ikke ligeså godt passer på den angriber-profil, som Barca søger lige nu.

.:FORSIDE:.