Anders Lang Jensen - 09.12.19
Tilbage i januar måned sammensatte Barca sammen med Real Betis en handel, der sendte den brasilianske højreback Emerson til Real Betis fra Atletico Mineiro. Barca kan hente ham i 2021 og det tror Emerson sker.
Sammen med Real Betis købte Barca Emerson for 12 millioner euro. Barca hjalp Betis rent økonomisk med at hente højrebacken, og det giver Barca en fordel. I 2021 kan Barca nemlig købe Emerson fra Betis for bare 6 millioner euro.
Brasilianeren har efterhånden tilpasset sig La Liga, hvor Emerson er fast mand hos Real Betis. I følge spilleren selv er målet soleklart. Skiftet til Barca skal blive til en realitet i den nærmeste fremtid, efter nu at være fast mand hos Betis.
’I mit hoved er det helt klart, at jeg vil tage til Barcelona – og at jeg vil spille for at vinde Champions League. Barcelona taler meget med min agent og fortæller, at jeg gør det godt og skal fortsætte med at arbejde hårdt, så jeg snarest muligt kan tage til Barca’, forklarer Emerson i et interview med avisen Mundo Deportivo.
’Der er en klausul (for at kunne tage til Barca før 2021, red.), men hvis jeg tager til Barcelona, må de betale et beløb, som jeg ikke kender størrelsen af. Det er en drøm at spille med Messi – den bedste i verden. Jeg vil kunne fortælle min søn, at jeg har spillet sammen med Messi’, slutter den håbefulde brasilianer.