fbpx
Annonce

Dortmund ser ikke ud til at ville slippe Meunier

Peter Vyff - 18.08.22

// Meunier

Barca leder fortsat efter en naturlig højreback, der kan forstærke førsteholdet på Camp Nou. Ledelsen forsøger angiveligt at hente Thomas Meunier hos Dortmund, hvilket eftersigende ikke bliver nemt, da tyskerne ønsker at beholde landsholdsspilleren.

Ledelsen har haft ekstremt travlt i det indeværende transfervindue, hvor holdet er blevet forstærket markant. Catalanerne har formået at hente en række store stjernespillere, som forhåbentlig kan være med til at hjemtage store titler til Camp Nou i denne sæson. 

På trods at de store nyindkøb, så står Xavi stadig med nogle seriøse problemer i førsteholdstruppen. Barca har i efterhånden nogle år set ekstremt sårbare ud på backpositionerne, hvor kun Jordi Alba har været fast at finde i startopstillingen. 

Artiklen fortsætter under annoncen


Sergiño Dest har aldrig formået at overtage højreback-pladsen efter Dani Alves, der ligesom Alba har formået at brilliere på Camp Nou i flere sæsoner. Amerikanerens svære situation på førsteholdet blev senest understreget i kampen imod Rayo Vallecano, hvor Ronald Araújo var at finde på højreback. Det er derfor helt åbenlyst at ledelsen ønsker at forstærke sig på backen, hvor César Azpilicueta fra Chelsea i lang tid så ud til at skifte til Camp Nou. Spanieren forlængede dog med Chelsea, hvilket efterlod Barca med få kort på hånden. 

Ledelsen har dog fået øjnene op for Thomas Meunier hos Dortmund, som ifølge Sport skulle være højtønsket på Camp Nou. Landsholdsspilleren har flere års erfaring fra højeste niveau, og højrebacken har både sin styrke på den defensive -og offensivedel på banen, hvilket er en nødvendighed for Xavi.

Det bliver dog ikke helt så nemt at hente Meunier, som først antaget. Dortmund ønsker ifølge Sport ikke at slippe landsholdsbacken, da det er for sent i transfervinduet til at finde en fuldgod erstatning for belgieren. Ligesom Barca, så har Dortmund ikke de største alternativer på højreback. Udover Meunier, så har tyskerne kun det tidligere Barca-talent Mateu Morey til rådighed, og han er først ved at komme sig ovenpå en langvarig skadesperiode. 

Det bliver derfor ekstremt svært for Barca at hente Meunier, og ifølge Sport kræver det et bud i omegnen af 10 millioner euro, hvis Dortmund skal acceptere skiftet. Catalanerne står heldigvis ikke uden alternativer, og ledelsen forsøger eftersigende også at hente Juan Foyth hos Villarreal, som Barca angiveligt skulle være i intense forhandlinger med på nuværende tidspunkt.

.:FORSIDE:.