fbpx

Deco: 'Xavi har fortjent sin kontraktforlængelse'

Simon Arun Vrábel - 21.09.23

// Xavi // Deco

Barcas nye sportsdirektør Deco, var fuld af glæde efter storsejren over Royal Antwerp tirsdag aften og han bekræftede også noget overraskende, at Xavi har forlænget sin kontrakt med klubben.

Barca har nu scoret 10 mål i de seneste to kampe, og derfor har den catalanske presse da også svært ved at få hænderne ned. Efter tirsdagens sejr over Royal Antwerp var Deco ligeledes glad, men samtidig gjorde han sit, for ikke at lade sig rive alt for meget med af stemningen.

Artiklen fortsætter under annoncen


Portugisiske Deco spillede en vigtig rolle i at lukke aftalerne med João Félix og João Cancelo, og begge spillere har næsten fra allerførste minut vist deres høje niveau og bidraget i holdets seneste to store sejre. Alligevel mindede Deco om, at de seneste to kampes resultater kommer på baggrund af en samlet holdindsats.

’João Félix er glad, og han nyder at være her i Barca. Han spillede en fantastisk kamp imod Betis, hvor han også scorede, men roserne skal gives til hele holdet. Alle spillere spillede en fantastisk kamp’, indledte Deco sit interview til tv-kanalen, Movistar Liga de Campeones.

’I aften spillede vi endnu en gang en fantastisk kamp, og igen havde vi forskellige målscorere, hvilket også er godt for holdet. Alle spillede godt, Lewandowski, Raphinha og dem som kom ind fra bænken. Vi forsætter det hårde arbejde, men vi bliver også nødt til at holde begge ben på jorden’, udtalte 46-årige Deco, inden han overraskende bekræftede, at Xavi har forlænget sin kontrakt med klubben.

’Xavi har i den grad fortjent sin kontraktforlængelse. Han valgte et meget svært projekt på et meget svært tidspunkt for klubben, men han havde modet til at turde, og vigtigst af alt lysten til at skrive historie med Barca' lød det.

Med Decos udtalelse om Xavis kontrakt, er der ikke længere nogen tvivl om, at parterne er blevet enige om en forlængelse, og nu er det kun spørgsmål om tid, førend aftalen offentliggøres.



.:FORSIDE:.