fbpx
Annonce

Corona-krisen får konsekvenser for spillermarkedet

FCBARCELONA.DK - 23.03.20

© Getty Images
// Coronavirus

Corona-krisen sætter dagsorden overalt i verden, også indenfor fodbold, hvor klubberne presses økonomisk. Det kan få rigtig stor indflydelse på, hvad der kommer til at ske på sommerens transfermarked, også hos Barca.

Med manglende indtægter fra primært tv-rettigheder og billetsalg, er Barca lige nu i gang med drøftelser med sine spillere om løntilbageholdenhed, akkurat som det sker i mange andre klubber. Økonomien kan ganske enkelt ikke hænge sammen, hvis der ikke gøres noget drastisk, ikke mindst fordi ingen ved, hvor længe Corona-smitten hærger Europa.

Derfor er det oplagt, at sommerens transfervindue også bliver påvirket af situationen. Der vil være færre penge at handle for og samtidig er der ikke på samme måde råd til atronomiske lønninger til de allerstørste stjerner.

I FIFA er man klar over situationens alvor og det har været drøftet, om de økonomiske fair-play regler skulle sættes ud af kraft i en periode, fordi klubbernes indtægter falder dramatisk. Det vil ganske enkelt være umuligt at overholde reglerne, hvis krisen trækker ud.

Derfor vil det også være uforsvarligt og måske endda umuligt for de fleste klubber, at kaste sig ud i kæmpe investeringer og nye høje lønninger i sommerens transfervindue. Det kan få stor betydning for antallet af handler og de summer der handles for.

Det stiller Barca i en svær situation, for her vurderes der behov for at ændre markant på truppens sammensætning efter en sæson, der har budt på store problemer. Store profiler som Coutinho og Griezmann er på salgslisten, mens andre profiler som Neymar og Lautaro Martínez er på ønskesedlen. Også Vidal og Rakitic rygtes væk fra Barca.

Men hvad hvis økonomien til sommer slet ikke er til sådanne handler? Vil klubberne være indstillet på et lavere prisniveau når de sælger, f.eks. PSG når det gælder Neymar? Og vil Barca reelt være i stand til at tilbyde en løn som de ønskede spillere har i dag?

Dertil kommer, at sæsonen måske forlænges hen over sommeren, for at kunne nå samtlige 38 runder i ligaen og samtidig spille Champions League og Europa League færdig. Så længe der spilles, bliver det næppe tilladt at handle spillere, så måske transfervinduet må begrænses, hvilket igen gør det sværere for klubberne at forstærke sig til den kommende sæson.

Så udover at der venter en utraditionel afslutning på sæsonen rent sportsligt, må man også imødese et transfervindue der bliver helt anderledes end det man normalt ser.

.:FORSIDE:.