fbpx
Annonce

Chok og utilfredshed over sommerens transfervindue

FCBARCELONA.DK - 01.09.21

@ Getty Images
// Antoine Griezmann // Luuk de Jong

Ledelsen i FC Barcelona med præsident Joan Laporta i spidsen er kommet i strid modvind efter den kaotiske og særdeles skuffende afslutning på sommerens transfervindue. Mange Barca-tilhængere er chokerede over nattens udvikling.

 

Artiklen fortsætter under annoncen
mbb2023

 

Da Joan Laporta blev valgt til præsident i Barca tidligere i år var det blandt andet med løfterne om, at han igen ville skabe et konkurrencedygtigt hold, at der skulle ryddes i truppen og at Lionel Messi skulle blive i klubben. Her et halvt år efter præsidentvalgets afslutning runger præsidentens løfter hult hos de catalanske tilhængere.

For faktum efter sommerens transfervindue er, at Barca står historisk svagt. Laporta understregede gennem hele sommeren, at alt så positivt ud i forhold til Messis forlængelse og at alt gik efter planen. Alligevel endte det hele som bekendt pludseligt med, at argentineren skiftede til PSG. En af Laportas største mærkesager under præsidentvalget var dermed gået i vasken.

Derudover var Laportas store plan, at der skulle ryddes op i truppen. Også her har sommerens transfervindue været en kæmpe fiasko. Løntunge spillere som Pjanic og Umtiti skulle have været sendt af sted, men det lykkedes ikke Barca at komme i mål med de handler. I stedet solgte man til manges overraskelse den talentfulde Emerson til Tottenham, mens Antoine Griezmann natten til onsdag blev sendt til Atlético i Madrid i en handel, som kan runde de 50 mio. euro. Barca betalte i i 2019 120 mio. euro for franskmanden.

Salget af Antoine Griezmann giver for de fleste god mening, da den franske angriber aldrig har fundet fodfæste på Camp Nou, men handlen står i skyggen af den erstatning, som catalanerne valgte at hente ind i nat. 31-årige Luuk de Jong, som ikke længere var fast starter i Sevilla, blev lejet for resten af sæsonen. En rokade, som har efterladt mange tilhængere uforstående og chokerede.

Derudover finder man en enorm utilfredshed over det image, som Barca har efterladt sig på transfervinduets sidste dag. Den sportslige ledelse virkede rådvilde, paniske og ude af kontrol i forhold til de handler, som man forsøgte at få i hus. Mange mener, at en klub som FC Barcelona ikke bør agere panisk i de sidste timer af transfervinduet - noget som peger i retning af dårlig ledelse og en manglende sportslig plan.


Man skal ikke kigge i mange sekunder på de sociale medier for at se tilhængernes enorme utilfredshed med Joan Laporta og den sportslige ledelses ageren under sommerens transfervindue. De fleste har svært ved at se, hvordan Barca på nogen måde skal kunne kæmpe med om trofæerne i denne sæson, og der er gennemgående en høj grad af opgivelse at spore.

Klubbens ledelse er på nuværende tidspunkt tvunget til at stå frem og forklare sommerens udvikling. Det forventes, at det vil ske allerede i løbet af de kommende dage.

.:FORSIDE:.