Bizart: Barca har flere point i CL end i La Liga!

Jacob Møller Nielsen - 26.11.20


Et Barca-hold spækket med reserver imponerede mod Dynamo Kiev, hvor holdet vandt 0-4. Det betyder, at catalanerne nu har 12 point efter fire kampe, hvilket er mere end hvad man har i ligaen efter otte kampe.

Det var en yderst imponerende anden halvleg, som Barcas reservespækkede mandskab diskede op med i tirsdagens Champions League opgør. Efter 0-0 ved pausen tog kampen hurtigt fart, hvor Braithwaite scorede dobbelt, Dest en enkelt, mens Griezmann også fik sendt en bold i netmaskerne.

Den gode præstation er meget velkommen i en tid, hvor Barcas præstationer har været meget svingende, hvilket har medført et par hårde nederlag og uafgjorte kampe til overkommelige modstandere i La Liga. Det er blevet til en krise i klubben, hvor catalanerne indtager en 12. plads i ligaen efter otte spillerunder.

I Champions League har truppen til gengæld været anderledes effektive, hvor Barca p.t. sidder solidt i toppen af gruppen med maksimumpoint efter fire kampe med en målscore på 13-2. Og den tendens laver en mærkelig afspejlning, hvis man sammenligner med ligaen. Barca ligger på nuværende tidspunkt inde med i alt 11 point efter otte runder. Det betyder altså, at Barca har hentet flere point i fire kampe i Champions League end i otte kampe i La Liga!

Samtidig er Barcas målscore i La Liga vidne til, at holdet spiller bedre i Champions League. Indtil videre ligger man med en målscore på 15-9 i den bedste spanske række, hvilket vidner om scoringsproblemer og en vaklende defensiv, som Barca har lidt under i sæsonåbningen.

Statistikken må dermed siges at være særdeles bittersød, fordi selvom den gode stime i Champions League er godt for holdet, så er den dårligste ligastart i 29 år ikke just noget at råbe hurra for. Og givet at Barca får særdeles svært ved at vinde Champions League i dette års udgave, så er truppen nok også nødt til at hanke gevaldigt op i sig selv, hvis ligaen ikke skal ende i hænderne på et af de madrilenske hold.

.:FORSIDE:.