fbpx
Annonce

Barca har ikke tabt til Las Palmas siden 1991

Simon Arun Vrábel - 04.01.24

 


I aften skyder Barca det nye år i gang på udebane imod Las Palmas, som har overrasket positivt i denne sæson, men trods dette, er der intet der tyder på, at Xavis mandskab taber kampen til ø-holdet.

Efter en noget ujævn afslutning på 2023, skal Xavi og spillerne forsøge at starte året bedre end man sluttede, for målsætningen er klar for den sidste halvdel af sæsonen, nemlig at lukke afstanden op til førstepladsen.

Artiklen fortsætter under annoncen


Las Palmas har tilbragt de seneste seks ud af ti sæsoner i den næstbedste spanske række, og derfor er det da også begrænset, hvor mange gange ø-holdet har mødt Barca. Man skal således langt tilbage i historiebøgerne, for at finde de seneste indbyrdes opgør, og vil man finde den sidste gang Barca tabte til holdet fra Gran Canaria, skal man helt tilbage til 1991, da man på udebane tabte med 1-0 i den første af to kampe i Copa del Rey.

I alt har Barca vundet 10 ud af de seneste 13 opgør og spillet tre kampe uafgjort. Sidst de to hold mødtes var tilbage i 2018, og her spillede de 1-1 i en kamp, som ikke fik den store indflydelse på, at Barca senere på sæsonen vandt mesterskabet med hele 93 point, hvilket var 14 point mere end Atlético Madrid på andenpladsen og 17 point mere end Real Madrid på tredjepladsen.

I dag trænes Las Palmas af catalanske Francisco Javier García Pimienta, som er opvokset i Barca, hvor han både har været spiller og sidenhen træner, senest for andetholdet. Hans offensive tilgang til fodbold har bragt Las Palmas op på en øjeblikkelig niendeplads i ligaen, og holdet, som i øjeblikket har Barcas Julián Araujo til låns, har kun tabt én ud af deres seneste fem kampe i ligaen. Faktisk har Las Palmas ikke tabt på hjemmebane siden oktober måned sidste år.

I den catalanske offensiv har spillere som Lewandowski, Raphinha, João Félix og Ferran Torres alle brug for at vise, at de fortjener en plads i startopstillingen, for især offensiven har været uskarp i denne sæson. Samtidig har forsvarsspillet været præget af mange store personlige fejl, men hvis den korte juleferie har givet spillerne den nødvendige ro og hvile, tyder meget på, at den sene aftenkamp kan blive både underholdende og målrig.

Kampen fløjtes i gang kl. 21.30 og den vises på TV2 Sport X.



// Las Palmas
.:FORSIDE:.