fbpx
Annonce

Barca beholder førsteplads trods katastrofal weekend

FCBARCELONA.DK - 04.11.19

© Getty Images
// Levante

Barca leverede lørdag en forfærdelig og bekymrende indsats, da man tabte med 3-1 til Levante. Efterfølgende satte resten af topholdene i La Liga dog også point til og dermed beholder catalanerne førstepladsen efter weekendens runde.

Først var det Barca, som lørdag eftermiddag kollapsede i Valencia og efter at være kommet foran alligevel endte med at tabe med 3-1 til Levante. Det betød, at adskillige hold i toppen af ligaen havde muligheden for at gå forbi Barca i tabellen.

Sådan gik det dog ikke. Først var det Atlético Madrid og Sevilla, som spillede 1-1, inden Real Madrid sidst på lørdag aften skuffede hjemme på Bernabeu og spillede 0-0 mod Real Betis. Søndag aften havde Granada muligheden for at tage førstepladsen, men de tabte hjemme med 1-2 til Real Sociedad, som dermed rykker op på tredjepladsen.

Efter weekendens runde er status derfor, at tre hold har 22 point. Her er tale om Barca, Real Madrid og Real Sociedad, hvor det er catalanerne, som tager førstepladsen med den bedste målscore. Herefter følger Atlético Madrid og Sevilla med 21 point, mens Granada indtager en sjetteplads med 20 point.

Barca kan altså på trods af lørdagens fadæse mod Levante alligevel glæde sig over, at man sidder på førstepladsen i La Liga efter 12 runder. Her har catalanerne vundet syv kampe, spillet en enkelt uafgjort og tabt tre. Barca har endda lige som Real Madrid spillet en kamp mindre en resten af holdene på grund af den udsatte El Clásico.

Se stillingen i La Liga her.

.:FORSIDE:.