fbpx
Annonce

Xavi er stadig på jagt efter Vandersons underskrift

Markus Johannessen - 25.09.22

// Vanderson


Xavi og co. forsøgte, uden held, i sommerens transfervindue at hente den 21-årige højreback, Vanderson, fra Monaco. Cheftræneren har ikke givet op og vil angiveligt hente brasilianeren til Camp Nou ved næste mulighed. 

På trods af et succesfuldt transfervindue, lykkedes det ikke Barca at løse gåden på højreback-positionen. Catalanerne mangler fortsat en permanent afløser for legenden Dani Alves, som forlod Camp Nou efter afslutningen af sidste sæson, i en alder af 39 år. 

Xavi kunne ikke få Sergiño Dest til at passe ind i sine planer og både Sergi Roberto og Héctor Bellerín har kontrakter, der udløber til sommer. Selv hvis Sergi Roberto eller den tidligere Arsenal-spiller overbeviser den sportslige ledelse om en kotraktforlængelse, vil der være brug for en yderligere forstærkning på positionen. 

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Derudover er Barca ikke på jagt efter en vilkårlig højreback, der kan udfylde positionen på bestemt tid. Klubben har brug for en karakter, som Jordi Alba har været på venstreback-positionen. En spiller, der kan vokse med klubben og blive en del af Barcas DNA fremfor en midlertidig løsning. 

Her passer den brasilianske Monacospiller Vanderson umiddelbart til profilen. Vanderson er 21 år gammel, har et sprudlende talent og en lang karriere foran sig. 

Kantspilleren er teknisk dygtig, har en stærk fysik og har vist et både defensivt og offensivt overblik. Vanderson er tilmed 1,80 meter høj, hvilket Xavi og Jordi Cruyff vægter højt. De er på udkig efter en spiller på fløjen, som både kan forsvare i luftspillet og være en trussel i modsatte felt. 

Vanderson kom til Monaco i januar og har allerede tilpasset sig flot i Ligue 1. Hans kontrakt forløber indtil 2027 i den franske klub, men Xavi har til hensigt at erhverve hans underskrift allerede ved næste transfervindue. 

Det bliver dog ikke uden konkurrence. De to Premier League-klubber, Manchester United og Newcastle United, er begge på jagt efter den 21-årige profil. Ifølge den catalanske avis Sport, har Vanderson dog udvist en gensidig interesse for Barca.

Måske finder Barca langt om længe en evindelig højreback i Vanderson og måske kommer den unge brasilianer med på Xavis sportslige rejse, som indtil videre ser lovende ud.

 

.:FORSIDE:.