Avis: Barca går efter Neymar igen til sommer

FCBARCELONA.DK - 18.11.19

© Getty Images

Barca forsøgte som bekendt at hente Neymar tilbage til klubben i sommerens transfervindue, men det lykkedes ikke. Nu meddeler catalanske medier, at Barca overvejer at hente brasilianeren efter denne sæson.

På Camp Nou gjorde man alt i sin magt for at nå til enighed med PSG forud for denne sæson med henblik på tilbagekøbet af Neymar. Det lykkedes dog aldrig at blive enig med de stædige franskmænd, hvorfor Neymar mod sin vilje måtte blive i Paris i endnu en sæson.

Mandag meddeler aviserne Sport og Mundo Deportivo, at den sportslige ledelse dog på ingen måde har glemt Neymar. Her vil man angiveligt gå efter brasilianeren igen efter denne sæson.

Neymar skulle efter sommerens mislykkede skifte til Barca dog have gjort det klar for catalanerne, at han fortsat vil gøre alt for at vende tilbage til Camp Nou og at han efter denne sæson er klar til at tage kampen op endnu engang.

Et Neymar-skifte tilbage til Barca til næste sommer spås markant større chancer for at blive gennemført end det var tilfældet i sommer. Det skyldes en FIFA-regel, som gør, at spillere, der ikke har skrevet under på en ny kontrakt i en periode på tre år kan bede FIFA om at fastsætte deres salgspris. Det sker ved, at spilleren officielt meddeler klubben, at han vil ophæve sin kontrakt. Herefter vil FIFA fastsætte den pris, som klubben skal kompenseres med.

Ifølge lokale medier forventes det, at FIFA's pris på Neymar maksimalt vil ligge på 180 mio. euro, hvilket er under hvad Barca solgte brasilianeren for i 2017 og ikke langt fra de 150 mio. euro, som catalanerne angiveligt bød i sommer inklusiv Rakitic og Todibo.

.:FORSIDE:.