fbpx
Annonce

Arsenal ønsker at hente Eric García til sommer

Peter Vyff - 31.03.23

// Eric Garcia

Eric García har haft det svært i denne sæson, hvor det er blevet til meget begrænset spilletid. Catalaneren kan derfor nu være på vej til Arsenal, som eftersigende har tænkt sig at udnytte landsholdsspillerens situation på Camp Nou.

Barca ser ud til at løbe af med titlen i La Liga og det skyldes især holdets historisk stærke defensiv i denne sæson. Cheftræneren Xavi har som oftest benyttet sig af Jules Koundé, Andreas Christensen, Ronald Araújo og Alejandro Balde i forsvaret hvilket har betydet, at Eric García nærmest ingen spilletid har fået.

Catalaneren fik dog et par enkelte startpladser i efterårssæsonen, hvor det dog langt fra lykkedes at overbevise Xavi om hans berettigelse til fast spilletid. Den 25-årige García kan derfor være på vej væk fra Camp Nou - især hvis man skal tro avisen Mundo Deportivo, der sætter landsholdsspilleren i forbindelse med et skifte til Arsenal.

Artiklen fortsætter under annoncen


Den tidligere Manchester City-spiller blev også rygtet til Emirates Stadium i sidste transfervindue, hvor han dog i sidste ende ønskede at blive hos Barca og tage kampen op i midterforsvaret. Catalaneren har dog ikke udsigt til fast spilletid, og slet ikke efter rygterne om Iñigo Martínez' ankomst til næste sæson.

Barca har som bekendt også hårdt brug for at generere flere indtægter, og her kan et salg af García komme på tale. Landsholdsspilleren menes at have en markedsværdi i omegnen af 15 mio. euro, og skulle det ende med at blive prisen, så må det også siges at være ganske fornuftigt, da han ankom transferfrit til Camp Nou.

Arsenal tyder også på at være en særdeles realistisk destination, da Mikel Arteta har en forkærlighed for spanske og catalanske spillere samtidig med, at cheftræneren har efterspurgt mere dybde i det centrale forsvar. Garcías potentielle skifte kan derfor på ingen måde afskrives, da han trods det kærlige forhold til Barca også ønsker at spille fast i fremtiden.

.:FORSIDE:.