fbpx
Annonce

Andreas Laudrup: 'Jeg glæder mig til at se Agüero'

Rune Stentoft Arlbjørn - 10.06.21

© Privat foto
// Andreas Laudrup

I maj måned sluttede sæsonen 2020-21 for Barcas vedkommende. I den forbindelse har vi her på fcbarcelona.dk taget en ny snak med Andreas Laudrup om sæsonen der gik. Der blev også kigget frem mod den nye sæson.

Der er sket meget i Barca siden vi tilbage i januar talte med Andreas Laudrup om hvad der var op og ned i den catalanske storklub. I et nyligt interview vender vi igen situationen i Barca med Andreas Laudrup, som er kommentator og fodboldekspert i spansk fodbold på TV2 Sport X.

Læs interviewet med Andreas Laudrup herunder:

Hvordan vil du vurdere Barcas sæson i forhold til det udgangspunkt klubben havde, da vi snakkede sammen i januar? Har det været en god eller dårlig sæson?

'Vi snakkede sammen i januar om, at Barca nok havde størst chancer for at vinde Copa del Rey, hvilket de gjorde, så Barca levede op til det jeg forventede. Det var godt de vandt pokalturneringen, men med det spil man så fra dem i løbet af foråret gav det måske en tro på, at de kunne vinde ligaen, men de snublede til sidst, som jeg synes gjorde, at slutningen af sæsonen kom til at se en smule skidt ud. Jeg vil kalde det for en middelsæson for Barca, fordi de trods alt vandt et trofæ'.

Du sagde sidst, at Koeman er den rette træner for Barca til oprydningsarbejdet i klubben. Er det det rigtige at fortsætte med Koeman i den nye sæson?

'Koeman har været god til det han skulle. At få de unge spillere frem og rydde op i truppen. Vi har også set, at han kunne få holdet til at spille flot fodbold. Det er svært at være uenig i, at Koeman skal fortsætte, når dygtige mennesker i Barca har besluttet han skal blive. Jeg synes, at det er det rigtige, at Koeman også er træner for Barca i næste sæson. Koeman har så stor en stjerne i Barcelona, så der bliver virkelig lyttet til ham'.

Lad os tale om Joan Laporta. Hvad har det betydet, at få en person som ham tilbage til klubben?

'Laporta kommer med historik. Han har tidligere vist, at han kan skabe et storhold. Laporta har en udstråling, der passer til Barca, han har meget selvtillid og har en evne til at samle folk. Jeg tror, at det har været godt for klubben at få ham tilbage, fordi han har sat en tydelig retning. I forhold til at få Messi til at blive er det også godt, at Laporta er kommet tilbage'.

Vi talte om i januar, at Agüero kunne være en mulighed for Barca. Nu er han kommet til klubben, så hvad mener du om signingen af ham? Hvordan tror du hans rolle bliver i klubben?

'Afhængigt af Agüeros fysik, der tror jeg han kommer til at gå ind i startopstillingen. Jeg synes, at det er en fin signing. De har fået ham gratis og ovenikøbet fået ham ned i løn i forhold til det han fik i City. På baggrund af det synes jeg det er fint, at Barca har fået ham til klubben, og jeg glæder mig til at se ham i den kommende sæson'.

Hvad betyder det for Messi, at Agüero er kommet til klubben? Hvad vil det sige at spille i samme klub med så god en ven?

'Det betyder noget. Jeg prøvede selv at spille med nogle af mine venner i samme trup, som var mega fedt. Det er så fedt at have nogle bedste venner at spille med og en god omgangskreds i omklædningsrummet, så det har jo en kæmpe betydning og måske også større end man lige lægger vægt på som spiller. I forhold til at hente Agüero, tror jeg også det har spillet ind, at han er gode venner med Messi'.

Nu vi snakker om Messi, tror du så han bliver i Barca? Hvad vil være det bedste for Barca som klub og hvad vil være det bedste for Messi som spiller?

'Jeg håber virkelig, at Messi bliver i Barca. For os der elsker spansk fodbold er han en fornøjelse at følge. Så jeg håber han bliver. Jeg tror faktisk også, at han forlænger. Det gør mig nervøs, at Messi ikke har forlænget endnu, men jeg tror han bliver med tanke på de nye tiltag i klubben med Laporta i spidsen, Agüero og de andre nye spillere. Man har også fået styr på Koeman og trænersituationen. Det vil være bedst for Barca, hvis Messi bliver, og hvis jeg var Messi, så ville jeg blive i klubben'.

Vi har lige talt om Agüero og Messi, så lad os blive ved angriber-snakken og tage fat i Martin Braithwaite. Hvordan ser du hans muligheder for at blive i klubben? Er han god nok til Barca?

'Braithwaite fik mindre og mindre spilletid i løbet af foråret, men han var selvfølgelig også ude med en ankelskade. Da Barca henter Agüero og måske også Depay tyder det på et exit for Braithwaite, men han er en god spiller at have i truppen med den mentalitet han har. Han har også nogle andre kvaliteter end de andre angribere i truppen, som Barca kan bruge. Spillere som ikke laver problemer og altid giver sig hundrede procent tror jeg altid der er plads til'.

Nok om angribere. Det lader til, at en del spillere kan forlade Barca denne sommer, men hvem mener du, at klubben skal sende videre i karrieren?

'Det kan være godt at komme af med løntunge spillere som Umtiti, Coutinho og Pjanic, der ikke har leveret. Griezmann kan sælges, hvis klubben får et godt tilbud på ham. Dembélé er en spændende spiller for mig, men hvis han ikke forlænger, så må Barca sælge ham også. Så er der en gruppe med spillere som Junior Firpo og Matheus, der ikke har spillet meget. Spillere som dem skal sælges. Lenglet og Sergi Roberto kan også være på vej videre'.

Tre nye spillere er allerede blevet præsenteret i Barca med Agüero, García og Emerson. Hvem kan catalanerne ellers forstærke sig med? Måske nogle fra B-holdet?

'Fra B-holdet tror jeg, at den 17-årige venstre back Alejandro Baldé kan komme op. Ham ser jeg et stort potentiale i. Det kunne også være anføreren Collado og midtbanespilleren Nico González. Aymeric Laporte, Pau Torres og Koundé kan være muligheder til forsvaret, men jeg tror Pau Torres og Koundé er for dyre. En anden gratis spiller som Depay vil også være fin at få til klubben'.

Sidste spørgsmål. Hvordan tror du den nye sæson bliver for Barca? Hvordan ser du holdets muligheder for at vinde titler?

'Med de få signings Barca allerede har lavet nu fremstår holdet allerede bedre. Jeg glæder mig til at se Agüero og García. Hvis Barca forlænger med Messi står de meget stærkere end de gjorde i sidste sæson. Det vil hjælpe dem i konkurrencen med Real Madrid og Atlético. Har Barca ikke Messi i den nye sæson står de dårligere, men jeg tror holdet vinder titler, hvis Messi bliver. Jeg tror dog ligaen igen bliver tæt mellem Barca, Real Madrid og Atlético'.

.:FORSIDE:.