fbpx

AC: 'Barcelona er det ultimative for mig'

FCBARCELONA.DK - 19.06.23

// Andreas Christensen

Andreas Christensen har haft en fantastisk sæson for Barca, hvor han har været en af holdets absolut bedste spillere. I et interview fra den danske landsholdslejr satte den danske midtstopper ord på det første år i den catalanske hovedstad.

Og hvis man skal tro Andreas Christensens udtalelser, så er der på ingen måde hold i de vedvarende rygter om, at Barca kunne finde på at sælge danskeren for at skaffe kapital til andre forstærkninger. For AC er Barca nemlig det største.

'Jeg tror, jeg får en rigtig god sommer, hvor jeg bare skal læne mig tilbage og glæde mig over, at jeg skal fortsætte i Barcelona. Barcelona er det ultimative for mig' sagde Andreas Christensen ifølge Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under annoncen


'Jeg har virkelig nydt det første år. Bare det, at solen kigger ind, når jeg slår gardinerne fra om morgenen. Faktisk havde jeg aldrig været i Barcelona, før jeg skiftede til klubben. Jeg har afgjort fået en gladere hverdag, fordi det er et sted, der har det hele. Der er stranden, naturen, maden og selvfølgelig byen' forklarede en glad AC.

'Barcelona har været det bedste skifte for mig, fordi jeg efter ti år i Chelsea havde brug for en ny udfordring. På mange måder har jeg fået fornemmelsen, at Barcelona virkelig er en kæmpestor klub. Når vi kommer hjem på træningsanlægget sent om natten, står der stadig fans og venter på os' sagde Christensen til slut.

Andreas Christensen og det landshold spiller mandag aften EM-kvalifikationskamp, når man på udebane møder Slovenien.

.:FORSIDE:.