fbpx
Annonce

Xavi: 'Pablo Torre er vores bedste frisparksskytte'

Simon Arun Vrábel - 03.04.23

// Pablo Torre

Det er ikke meget man har set til Pablo Torre på førsteholdet, men i forbindelse med pressemødet forud for kampen imod Elche kom Xavi med en opsigtsvækkende kommentar, som måske kan ændre fremtiden for den unge midtbanespiller.

Pressemødet forud for lørdagskampen imod Elche handlede mest af alt om Barcas officielle udmelding om, at man arbejder på at hente Messi tilbage til klubben. Derfor blev Xavis kommentar om Pablo Torre i første omgang lidt glemt, men efterfølgende har den catalanske presse bidt mærke i cheftrænerens kommentar om midtbanespilleren.

Pablo Torre fik det sidste kvarter i lørdagens kamp mod Elche, men ellers er det ikke meget, som man har set til spanieren i denne sæson på trods af, at klubben ellers talte yderst positivt om den unge midtbanespillers fremtid i Barca. Faktum har nemlig været, at han har levet i en slags limbo imellem første- og andetholdet, men nu er der måske endelig lys for enden af tunnelen.

Artiklen fortsætter under annoncen


De seneste rygter har ellers gået på, at man vil udleje Torre, som omvendt selv har insisteret på at kæmpe for sin plads på holdet. Xavis seneste kommentar til pressemødet kan måske være begyndelsen på noget nyt for Torre, for her blev cheftræneren noteret for at sige følgende om den 20-årige midtbanespiller.

'Han er en god fodboldspiller, som kan trække ind i banen. Han besidder et stort talent og når det kommer til frispark, så vil jeg sige, at han er den bedste på holdet. Han har en god teknik, et godt spark og så kan han lave mål. Han kan få minutter i den kommende kampe' afsluttede Xavi lidt overraskende om Pablo Torre.

Netop frispark er da også blevet ét af holdets absolutte svagheder efter at Messi forlod klubben. Sidste gang Barca scorede et frisparksmål var tilbage i maj måned 2021 og det er altså snart to år siden. I dag har både Pedri, Raphinha og Lewandowski prøvet at overtage den svære opgave efter Messi, men ingen af dem har altså formået at score.

Spørgsmålet er nu om en god frisparksteknik er nok for Pablo Torre til at kæmpe sig tættere på førsteholdet, for kampen om spilletid er benhård. Foran det unge talent står nemlig Gavi, Pedri, Frenkie de Jong, Franck Kessié og Sergi Roberto. De kommende ligakampe er dog imod Girona og Getafe og begge kampe virker som gode muligheder for den unge midtbanespiller, som indtil nu kun har spillet 227 minutter fordelt på syv kampe for førsteholdet.

.:FORSIDE:.