fbpx
Annonce

Suárez: 'Jeg kan acceptere at sidde på bænken'

FCBARCELONA.DK - 22.08.20

// Suárez


Luis Suárez rygtes væk fra Barca efter den skuffende sæson, men angriberen selv forsikrer om, at han stadig har meget at byde på. Han afviser ikke på forhånd en rolle som indskifter, så længe han føler sig ønsket.

Det er avisen El Pais der har talt med Luis Suárez, der lige holder ferie, alt imens rygterne om hans fremtid florerer. Meget tyder på, at Barcas nye træner Ronald Koeman mener, at Suárez' tid i klubben er forbi. Suárez selv kaster dog ikke håndklædet i ringen.

'Så længe jeg indgår i planerne, ønsker jeg at bidrage med alt hvad jeg kan. Jeg har følt opbakning fra folk lige siden jeg kom og det giver mig kræfter til at fortsætte. Jeg mener at jeg stadig har meget at kunne bidrage med i denne klub' udtaler han.

Han bliver spurgt, om han vil kunne acceptere at sidde på bænken. 'Selvfølgelig. Det kan jeg acceptere, som jeg altid har gjort det i min karriere. Det er altid godt med konkurrence og hvis træneren mener at jeg skal starte på bænken, har jeg intet  problem med at hjælpe holdet i den rolle jeg får tildelt' svarer Suárez.

Han forsikrer om, at klubben ikke har meddelt ham, at han skal væk. 'Man taler om nogle navne, men ingen har sagt til mig, at de vil af med mig. Hvis det er tilfældet, vil det være godt hvis de ansvarlige taler direkte med mig. Jeg har været her i seks år og det er bedst, hvis de siger hvad de tænker' siger han videre.

'Jeg ønsker samtidig det bedste for klubben og min tanke lige nu er at fortsætte, men hvis klubben mener jeg kan undværes, har jeg intet problem med at tale med dem der tager beslutningerne' fortsætter han.

Suárez føler ikke, at indsatsen mod Bayern er argument for, at han skal væk. 'Når man taber på den måde, er alle ansvarlige. Man kan selvfølgelig ikke pege på en enkelt spiller og jeg mener helt ærligt, at man ikke kan tvivle på mit engagement i Barcelona' afslutter han.

.:FORSIDE:.