fbpx
Annonce

Hvem skal erstatte Gerard Piqué i anførergruppen?

Simon Arun Vrábel - 09.11.22

// Gerard Piqué

Samtidig med slutfløjtet af kampen imod Osasuna, sluttede Gerard Piqués karriere. Den rutinerede catalaner efterlader en åben plads i anførergruppen og der er stor spænding om, hvem der får den prestigefyldte rolle.

35-årige Gerard Piqué efterlader ikke kun et enormt tomrum i form af erfaring og højt humør, men samtidig også en plads i anførergruppen. Nu spekuleresd der i, hvem der overtager opgaven.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Holdets førsteanfører er i dag Sergio Busquets og det er indiskutabelt at han forsætter med det hverv selvom at Piqué indstiller karrieren. Efter Piqué, som er holdets anden-anfører, kommer Sergi Roberto og Jordi Alba og forventningen er, at de begge rykker et skridt op i hierarkiet, præcis som Xavi også indikerede på mandagens pressemøde forud for kampen imod Osasuna. Spørgsmålet er dog, hvem der får den fjerde og sidste plads i gruppen af anførere samt hvordan det bliver afgjort.

Det mest almindelige er, at spillerne anonymt stemmer om hvem der skal have rollen og det er da også dén måde hvorpå spillerne i Barca historisk set har udvalgt deres anfører. Med Xavis ankomst har mange ting dog ændret sig og det er ikke unormalt i mange andre klubber, at holdets anfører bliver udvalgt af trænerstaben. Årsagen er ofte, at dén mest populære ikke altid er den bedste leder og i nogle tilfælde kan politik også spille en rolle i valget af anfører.

Derudover er det også en kendsgerning at både Sergio Busquets, Sergi Roberto og Jordi Alba alle kan være fortid i klubben på den anden side af sommerferien. Derfor vil det ikke være utopi at Xavi vælger at ryste posen og uddele rækkefølgen af anførerbindet ud fra hans syn på hvem der udgør fremtiden på holdet. Med dét perspektiv er flere af spillerne kandidater til rollen for aldersfordelingen på holdet er i øjeblikket stor.

Avisen Sport spår om, at Ter Stegen, som allerede tidligere i år har båret anførerbindet, er topkandidat til rollen men hvis man vælger at udpege helt nye anfører, er spillere som Frenkie de Jong og Dembélé ifølge avisen også i spil. Derudover skriver avisen at Lewandowski med sin alder og erfaring kunne være en joker til rollen på bekostning af Ter Stegen. Det vil heller ikke være helt utænkeligt at holdets nummer 10, Ansu Fati, eller andre unge spillere som Ronald Araújo eller Pedri kan få mange stemmer hvis man vælger at bruge metoden med at stemme om kandidaterne.

Det er dog sikkert at beslutningen ikke bliver taget før VM begynder og derfor har både spillere og trænerstaben tid til at overveje hvem der skal overtage rollen fra Piqué.



.:FORSIDE:.