Medie: Mino Raiola vil sende Erling Håland til Barca

Jacob Møller Nielsen - 15.01.21



Mino Raiola og Barca har i de seneste års tid ikke haft et særligt godt forhold til hinanden. Det vil den kontroversielle agent gerne om at lave om på ifølge Catalunya Radio, og løsningen skulle være at få Håland til Barca.

Mino Raiola har været og er agent for en lang række spillere, som Barca gerne har villet have haft og gerne vil have. Men forholdet mellem de to har været forværret i den seneste tid, fordi Barca i flere omgange har følt, at agenten har tænkt mere på sig selv og spillerens lønninger, end at få en fornuftig aftale i hus med Barca, som klubben har råd til.

Det har betydet, at mange af de spillere, som Raiola har været agent for, i nogen tid ikke har været nemme signings for Barca at få til klubben. Ifølge Catalunya Radio skulle den kontroversielle agent nu have et ønske om at få ændret på det anstrengte forhold.

Ifølge mediet skulle løsningen hos Mino Raiola ligge i Erling Håland. Mediet mener nemlig at vide, at agenten vil arbejde på at få Håland til Barca, som en del af genopbygningen af tilliden mellem de to. Samtidig har Barca desperat brug for forstærkninger til angrebspositionen, hvor den unge stjerneangriber helt sikkert vil blive set som en god løsning af mange.

Om Håland med tiden vil ende i Barca, og om det vil være starten på en genopbygning af tilliden mellem Raiola og Barca kan vi blive klogere på inden længe.

 

.:FORSIDE:.