fbpx
Annonce

Nu er Lewandowski nummer fire på topscorerlisten

Simon Arun Vrábel - 14.11.23

 


Robert Lewandowski scorede begge mål i søndagens sejr over Alavés og da ligaens topscorer, Jude Bellingham fra Real Madrid, ikke spillede, har det nu bragt Lewandowski op som nummer fire på listen, kun tre mål efter englænderen.

Efter seks kampe uden mål var det en sand forløsning, da Robert Lewandowski søndag aften kunne lade sig kåre som dobbelt målscorer og matchvinder i kampen mod Alavés. Den flotte præstation har også bragt polakken tilbage i kampen om at genvinde titlen som ligatopscorer.

Kampen om dette års Pichichi-trofæ tegner til at blive en intens dyst, hvor især ankomsten af Jude Bellingham til Real Madrid virker til at have hævet niveauet. I ligaens 13. spillerunde, scorede fire ud af fem spillere på Top 5-listen, og med Lewandowskis to mål kravlede Barcas 9’er op på en delt fjerdeplads.

Artiklen fortsætter under annoncen


Jude Bellingham måtte sidde over med en skulderskade, da Real Madrid vandt med 5-1 over Valencia, hvilket samtlige forfølgere udnyttede til at score i deres respektive kampe. Således scorede Antoine Griezmann, som ligger nummer to, et enkelt mål, det samme gjorde Gerard Moreno for Villarreal og Artem Dovbyk for Girona imens Lewandowski altså scorede to mål for Barca.

Derudover betyder det også, at kun tre mål skiller Jude Bellingham på førstepladsen og Borja Mayoral på syvendepladsen. Lewandowskis to mål søndag aften gjorde, at polakken steg fra en 13. plads og op til en delt fjerdeplads.

Den 14. runde a La Liga starter fredag den 24. november efter to ugers landskampspause. Her skal Barca på udebane møde Rayo Vallecano.

Se topscorerlisten her.


// Robert Lewandowski
.:FORSIDE:.