fbpx
Annonce

Ceutas træner raser over Xavis udtalelser

FCBARCELONA.DK - 08.01.23

// Ceuta

Efter lodtrækningen i går i Copa del Rey, udtrykte Xavi glæde over at Barca skal op imod AD Ceuta fra tredjebedste række. De udtalelser synes Ceutas træner José Juan Romero er både upassende og respektløse.

Mens Xavi har været træner i Barca, har han ikke haft heldet med sig i diverse lodtrækninger i Champions League eller Europa League. Derfor var der lettelse af spore hos ham, da holdet i går trak Ceuta i Copa del Rey. 'Vi har været heldige med lodtrækningen med Ceuta. Vi har trukket det lavest rangerende hold, men det er noget vi skal vise på banen' sagde han blandt andet.

Artiklen fortsætter under annoncen


Den udtalelse havde Ceuta-træner José Juan Romero gerne været foruden. 'Jeg synes ikke han var særlig heldig med sine kommentarer. Han kunne have sagt det på en anden måde. Hverken jeg eller klubben er på nogen måde begejstret' indledte Romero i en snak med mediet Cadena SER.

'Han var heldig, men det var vi også. Vi spiller ikke kampen for at bede om deres trøjer, men for at gå efter det hele. Når kampen er slut må vi se, hvem der har været heldige. Det kan være han ikke ved hvad det kræver for små hold at nå til denne situation, for hans vej som træner har været meget lettere' fortsatte han.

'Jeg forsøger altid at respektere andre og jeg tillægger de lavere kategorier stor værdi, for jeg kommer selv fra det allerlaveste. Jeg beundrer Xavi og som spiller var han blandt de største der har været i Spanien. Derfor overrasker hans udtalelser mig og jeg kan ikke lide dem' afsluttede Romero.

Dermed er der varmet gevaldigt op til pokalkampen, der spilles den 17., 18. eller 19. januar på Ceutas bane.



.:FORSIDE:.