fbpx
Annonce

Barca har ikke tabt til 'La Real' på Camp Nou i 30 år

Jacob Møller Nielsen - 16.12.20

© Getty Images
// Real Sociedad

Når Barca i aften træder ind på grønsværen står de atter overfor Real Sociedad. Ser man på statistikkerne, så må Barca antages at være favoritter inden aftenens opgør, da catalanerne ikke har tabt til 'La Real' på Camp Nou i 30 år.

Barca står i aften overfor endnu en svær opgave, når truppen møder denne sæsons overraskende titelbejler; Real Sociedad. De blåhvid-stribede har imponeret i denne sæson, hvor de på nuværende tidspunkt indtager en 1. plads i ligaen, dog med to kampe mere end Atletico, som ligger med samme pointtal.

Ikke desto mindre er det et særdeles stærkt mandskab, som Barca-spillerne i aften står overfor. Historisk set plejer Barca også at have deres vanskeligheder med at nedlægge 'La Real' på baskernes hjemmebane Anoeta.

Ser vi derimod på statistikkerne fra catalanernes hjemmebane, så ser resultaterne anderledes positive ud. På Camp Nou har Barca nemlig ikke tabt til Real Sociedad i 30 år. Sidste gang Barca måtte acceptere et nederlag på Camp Nou mod Sociedad, var tilbage i 1990/1991-sæsonen, hvor baskerne tog en sejr på 3-1.

Ser man samtidig på kampenes resultater siden da, så taler de også tydeligt for en Barca-sejr i aftenens opgør. Ud af i alt 28 opgør er det nemlig blevet til hele 27 sejre for Barcelona, mens et enkelt opgør er endt uafgjort. Det er en vanvittig statistik, som tydeligt viser Barcas dominans på Camp Nou.

Tiden må vise, om Barca i aftenens opgør kan gå ubesejret på Camp Nou i endnu et opgør med Real Sociedad. Noget tyder i hvert fald på, at Barca i denne omgang skal kæmpe endnu hårdere for at kunne tilføje endnu en sejr til den flotte stime.

 

.:FORSIDE:.