fbpx
Annonce

Referat: Vissel Kobe – FC Barcelona 0 - 2

FCBARCELONA.DK - 06.06.23

© Getty Images
// Vissel Kobe

FC Barcelona: Iñaki Peña (Tenas 60’), Julian Araujo, Eric Garia, Alonso (Koundé 46’), De Jong (Gavi 46’), Torre (Unia 60’), Kessié (Fort 46’), Prim, Rodriguez (Torres 46’), Fati (Raphinha 46’), Lewandowski (Guiu 46’)

Bænk: Ter Stegen, Tenas, Koundé, Christensen, Sergi Roberto, Gavi, Dembélé, Torres, Raphinha, Unai, Hector Fort, Marc Guiu

Mål: 0-1 Kessié (15’), 0-2 García (20’)

Artiklen fortsætter under annoncen


Barca spillede sæsonens sidste kamp, da de mødte japanske Vissel Kobe i en venskabskamp i Tokyo. Her havde hjemmeholdet de tidligere Barca-spillere Andrés Iniesta og Sergi Samper med fra start, mens Xavi blandede sit hold med stamspillere, reserver og et par fra ynglingeholdet. Julian Araujo startede inde og fik dermed sin første minutter i Barca-trøjen.

Det var meget tæt på en tidlig føring til Barca, da Pablo Torre i det 2. minut tog et godt træk på kanten af feltet og sendte et skud afsted, men bolden prellede af på stolpen. Der blev spillet i et noget adstadigt tempo fra begge sider, men det var Barca der var mest på bolden. I det 12. minut var Torre på spil igen med en god aktion i feltet, men denne gang afværgede målmanden. Få minutter efter lagde Torre en god pasning der bragte Kessié komplet foran mål og han placerede den sikkert i nettet til 0-1. Flot første kvarter af Pablo Torre.

Allerede i det 19. minut var det tæt på igen, da Kessié afsluttede på et god oplæg af Fati, men målmanden hev en flot redning frem, så Barca måtte nøjes med et hjørnespark. Det sendte Pablo Torre ind til Eric García, der gjorde det til 0-2 på et kontant hovedstød. Vissel havde store problemer med at følge med, mens Iniesta gav flere eksempler på sit velkendte overblik og teknik, men holdkammeraterne evnede ikke at udnytte det.

Først efter en halv time var hjemmeholdet tæt på for første gang, da Iniesta afsluttede med et skud i sidenettet. Minuttet efter var det Samper der forsøgte sig, men bolden strøg tæt forbi mål. Vissel var kommet bedre med og i det 35. minut afsluttede brasilianske Lincoln på et hjørnespark, men Peña stod hvor han skulle. Spillet bølgede frem og tilbage og tilskuerne på det japanske nationalstadion kunne lide hvad de så, for de bakkede begge hold godt op. I det 43. minut hang Barcas forsvar gevaldigt og det gav Vissel en kæmpe mulighed, men en utrolig dobbeltredning af Peña forhindrede en reducering. Halvlegen blev sluttet af med et forsøg af Iniesa, hvor bolden sad lige i handskerne på Barca-keeperen.

Xavi ændrede en del på holdet i pausen, hvor seks nye spillere kom på banen. Det var Vissel der lagde bedst ud, mens Barca lige skulle finde sig selv med de mange ændringer. Det var tydeligt at det var en venskabskamp, for der blev ikke satset 100% i duellerne og tempoet fortsatte noget langsomt. Man skulle hen til en lille times spil inden der for alvor skete noget. Det var den unge Guiu der sendte et godt hovedstød afsted, som målmanden med besvær afværgede til hjørne. På det hjørnespark sendte Raphinha et hårdt skud tæt forbi mål.

Barca var ved at få gang i spillet og midt i halvlegen blev Raphinha spillet fri i dybden, men vinklen blev spids og målmanden fik afværget til hjørne. I det 72. minut begik Eric García en fejl, så Vissels Mugosa kom fri i feltet, men Julian Araujo kom godt tilbage og ryddede op inden der blev afsluttet. Der manglede intensitet i opgøret, men det var Barca der sad på spillet og de unge spillere ville tydeligvis gerne have en scoring mere. Den kunne være kommet i det 78. minut, da Torres sendte et godt skud tæt over mål.

Endnu tættere på var det i det 80. minut, da Unai afsluttede, men han måtte se keeperen hive en flot redning frem. Lige efter blev Iniesta klappet af banen i hans måske sidste kamp for Vissel Kobe. Kort efter fik Torres en ny god mulighed, men også her blev bolden sendt over mål. Den chance burde han have fået mere ud af. Raphinha havde et par gode forsøg i kampens slutfase, men uden at der for alvor var tæt på. Det var det til gengæld i det 89. minut, da Barca blev fanget på en omstilling, men igen var det Julian Araujo der fik afværget situationen. Mere skete der ikke og Barca kunne derfor slutte sæsonen af med en sejr.

.:FORSIDE:.