fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Elche 1 - 0

FCBARCELONA.DK - 19.09.20

© Getty Images
// Gamper

FC Barcelona: Neto, Sergi Roberto, Piqué, Lenglet, Alba, Busquets (Pjanic 62’), De Jong, Coutinho (Pedri 78’), Messi, Fati (Dembélé 62’), Griezmann (Trincao 62’)

Bænk:  Iñaki Peña, Tenas, Semedo, Araujo, Junior, Aleñá, Pjanic, Pedri, Dembélé, Trincao, Konrad og Braithwaite.

Mål: 1-0 Griezmann (2’)

Det handlede om det traditionsrige Trofeu Joan Gamper, da Barca mødte Elche på Camp Nou i sæsonens sidste træningskamp, inden det går løs om en uge i La Liga. Ronald Koeman overraskede ved at have Fati med fra start, selvom angriberen kun lige var blevet klarmeldt efter en skade.

Barca fik en perfekt start på kampen med en scoring allerede i det 2. minut. Fra midterlinjen sendte Messi en pasning i dybden der bragte Alba fri. Han spillede ind foran mål, hvor Griezmann drejede bolden i nettet til 1-0. Flot angreb af Barca, der sad på spillet og havde god fart i bolden. Det gav en række afslutninger, hvor det ikke for alvor var tæt på. Det var det til gengæld efter et kvarter, hvor en fejl i Elches forsvar gav De Jong en helt åben chance, som han brændte. Her burde hollænderen have scoret.

Elche var ikke meget med og det hele foregik på Barcas præmisser. Midt i halvlegen fik Barca et frispark et godt stykke udenfor feltet, men det holdt ikke Messi fra at forsøge sig. Han måtte dog se keeperen komme ud i fuld længde og afværge til hjørne. Barcas dominans fortsatte, men de havde svært ved at finde huller i gæsternes defensiv, så de afgørende pasninger missede for det meste.  En kort periode kom Elche lidt længere frem på banen, men det blev kun til et par hjørnespark til dem og ingen seriøse afslutninger.

Barca holdt presset på sin modstander og det blev til afslutninger af først en meget aktiv Coutinho og dernæst af Griezmann. Gassen gik noget af Barcas spil i halvlegens sidste 10 minutter. Kun i det næstsidste minut var der igen fare på færde på et frispark fra Messi, hvor Piqué og Lenglet løb i vejen for hinanden og missede en god mulighed. Det blev således ved 1-0 til Barca ved pausen efter 45 minutter med klar dominans, men med få klare chancer.

Barca lagde ud efter pausen med at skabe en stor mulighed til Ansu Fati, men hans hovedstød strøg forbi mål. Lige efter var det Messi der kom igennem og afsluttede godt, selvom han blev tacklet hårdt, men målmanden reddede. Havde der været VAR i opgøret, havde Messi fået et straffespark. Barca fortsatte det målsøgende spil og der var konstant fare på færde mod et presset mandskab fra Elche. Efter en lille time var det Fati der viste gode takter med et par skarpe træk, men hans afslutning sneg sig forbi mål.

Uret havde lige rundet en time, da Koeman skiftede ud på tre positioner, hvor Busquets, Fati og Griezmann blev erstattet af Pjanic, Dembélé og Trincao. Dermed fik Pjanic sin uofficielle debut for Barca. Lige efter havde Messi et godt forsøg fra distancen som gav målmanden problemer og det gentog sig kort efter, men denne gang med Dembélé i afslutterens rolle. Barca havde god fart i bolden det meste af tiden og i det 71. minut brændte det på igen, da Coutinho flot spillede Trincao fri i feltet, men portugiseren måtte se keeperen hive en refleksredning frem, så bolden gik til hjørne. Her havde han fortjent sin første scoring for Barca. Det var en noget ensidig affære på Camp Nou, for Elche var ikke i stand til at true catalanerne.

I det 78. minut blev der skiftet ud igen, da Pedri afløste Coutinho, der havde spillet en god kamp. Tre minutter senere lykkedes det for Elche at sætte en omstilling op og her kom Bri til en helt åben chance, men Neto hev en flot redning frem og forhindrede en ufortjent udligning på gæsternes klart største mulighed i opgøret. Barca forsøgte at få en scoring mere inden slutfløjtet. Det blev dog lige ved og næsten og kampen sluttede derved med en fortjent, men alt for lille sejr på 1-0 til Barca på en scoring af Griezmann. 

.:FORSIDE:.