FC Barcelona – Valladolid 1 - 0

FCBARCELONA.DK - 16.02.19

© Getty Images

FC Barcelona: Ter Stegen, Sergi Roberto, Piqué, Vermaelen, Alba, Busquets, Vidal, Aleñá (Rakitic 73’), Messi, Dembélé (Coutinho 70’), Boateng (Suárez 60’)

Bænk: Iñaki Peña, Semedo, Lenglet, Rakitic, Malcom, Coutinho og Luis Suárez

Mål: 1-0 Messi, straffe (44’)

Ernesto Valverde ændrede en del på holdet, da oprykkerne fra Valladolid lagde vejen forbi Camp Nou i ligaens 24. runde. Stamspillere som Lenglet, Rakitic, Coutinho og Luis Suárez tog alle plads på bænken og det betød en plads fra start til en række af reserverne, blandt dem Boateng.

Valladolid fik et par hjørnespark i de første minutter, men ellers var det Barca der var mest på bolden. De blev mødt af et Valladolid-hold der pakkede sig foran eget felt og så blev det svært at finde plads. Samtidig manglede der fart i bolden hos Barca, der havde mere end svært ved at skabe noget i kampens første kvarter, hvor der slet ikke blev afsluttet foran de to mål.

Både Messi og Dembélé forsøgte sig på egen hold, men manglede det sidste i at komme fri. Man skulle således hen til midt i halvlegen inden at Barca afsluttede for første gang i kampen. Det var Boateng der forsøgte sig, men der var ikke fart i skuddet, som den tidligere Barca-keeper Jordi Masip let kunne samle op. Billedet fortsatte på samme måde med Barca på bolden, men uden at få noget ud af det. Modsat fik de holdt Valladolid fra at slå kontra.

Det var først i halvlegens sidste fem minutter, at kampen åbnede op. Barca fik hjørne i det 41. minut, hvor Messi hovedløst smed bolden væk, så Valladolid kunne slå en farlig kontra, hvor de kom fem mod tre. Heldigvis for Barca smed de bolden væk lige foran mål og i stedet var det Barca der slog kontra. Piqué var blevet fremme og modtog bolden i feltet, hvor en modstander gik i ryggen på ham. Ikke verdens største straffespark, men Messi var ligeglad og sendte bolden i nettet fra 11-meterpletten. Det blev slutningen på en noget kedelig første halvleg.

Valladolid lagde ud efter pausen med sin første seriøse afslutning i kampen, men her endte bolden lige forbi mål. Kort efter burde det være blevet 2-0, da Alba lagde en bold ind til Messi der helflugtede, men en utrolig redning af Masip forhindrede en scoring. Gæsterne kom længere frem på banen og i det 51. minut forsøgte de sig igen, men Ter Stegen var på plads i målet. I det 55. minut var det så Barcas tur, da Boateng blev spillet komplet fri foran mål. Han ville drible forbi Masip, men ghaneseren manglede fart og Masip vandt duellen.

Kampen var åbnet op og spillet bølgede mere frem og tilbage, men fortsat med Barca mest på bolden. Efter en time skiftede Valverde ud for første gang, da Suárez afløste Boateng, der absolut intet havde bidraget med. Fem minutter senere var det Suárez’ tur til at komme helt fri foran mål, men også han måtte se den velspillende Masip afværge en ellers oplagt scoring. Efter 70 minutters spil kom Coutinho på banen i stedet for Dembélé, som man heller ikke havde set meget til. Kort efter var det Rakitic der afløste Aleñá.

Barca fik mere plads fordi Valladolid satsede fremad banen og det gav en god mulighed til Sergi Roberto i det 78. minut, men her strøg bolden forbi stolpen. Lige efter forsøgte Messi sig med et godt skud, men også han måtte se sin tidligere holdkammerat Masip levere flot. Minuttet efter blev Coutinho hægtet bagfra i feltet til et klart straffespark, som dommeren også dømte. Det tog Messi sig af, men Masip viste på ny sin store klasse og afværgede sparket fra Barcas nr. 10. Her burde Messi have lukket kampen. Uroen kunne mærkes på Camp Nou, for en sen udligning kunne koste Barca sejren.

Trætheden satte dog sit præg på Valladolids spillere, der ikke for alvor kunne true Barca i kampens slutfase. Hjemmeholdet holdt godt på bolden og i det 90. minut burde 2-0 målet være kommet, da Suárez blev spillet fri foran mål, men igen kom Masip i vejen. Mere skete der ikke og Barca hentede den ventede sejr, men den burde være blevet klart større end 1-0.

.:FORSIDE:.