fbpx
Annonce

Tidligere Barca-talent skifter til belgisk fodbold

Dennis Nordbø - 03.09.19

© Getty Images
// Lee Seung-Woo

Det tidligere Barca-stortalent, Lee Seung-Woo, er fredag skiftet fra italienske Verona til belgiske St. Truiden. Lee er et produkt af La Masia, men han fik aldrig den succes i klubben, som både han og catalanerne havde håbet på.

Sydkoreaneren blev i 2011 hentet til Barca, og den catalanske storklub var på daværende tidspunkt overbeviste om, at de havde fået fingrene i den næste generations stjernespiller. Den unge angriber fik desuden tilnavnet 'den koreanske Messi', og sammenligningerne med argentineren lå da også lige for. Udover, at de begge kom til klubben som 12-årige, viste sydkoreaneren, ligesom den argentinske troldmand, sig at være aldeles målfarlig. I hans tid på La Masia brød han samtlige af de målscoringsrekorder, der ellers var sat af Messi selv.

I 2014 blev Barcelona imidlertid ramt af en transferkarantæne grundet nogle kontrakter med unge spillere, der ikke levede op til FIFA's regler. Barca blev ikke blot ramt af et forbud mod at signe nye spillere, men de unge spillere selv blev også ramt, da de ikke måtte spille kampe for Barca, før de blev 18. Én af disse spillere, var Lee Seung-Woo. Sydkoreaneren måtte derfor rejse videre, og selvom mange andre europæiske storklubber stod klar til at overtage den unge angriber, var angriberen stålsat på at triumfere i Barcelona. Så i stedet for at skrive kontrakt med en europæisk klub, tog han tilbage til Sydkorea for at få kamptræning.

Planen var, at han skulle tilbage til Barca når han var blevet 18 år, for at fortsætte hvor han slap. Virkeligheden skulle vise sig at blive en anden. For da sydkoreaneren kom tilbage til Barcelona var det tydeligt at se, at han var sat gevaldigt tilbage i hans udvikling, og dermed var langt fra det høje niveau, som der kræves i Barca. Lee forlangte imidlertid at få spilletid på førsteholdet, og da klubben ikke kunne opfylde hans krav, blev han rasende. Han mente, at klubben ikke havde vist ham samme respekt, som han havde gjort ved at afvise sine mange europæiske bejlere.

Han blev derfor i sommeren 2017 solgt til den italienske klub Verona. Her fik sydkoreaneren masser af spilletid på førsteholdet, og dermed mulighed for at udvikle sig, men heller ikke her slog angriberen for alvor til. Verona rykkede i sidste sæson ned i Serie B, og Lee besluttede derfor for at finde sig en ny klub, hvor han kunne spille på højeste niveau. Han nåede at spille 43 kampe for Verona, med to mål til følge. En smuk helflugter mod AC Milan vil blive husket som største højdepunkt i hans tid i klubben.

Historien om Lee viser med al tydelighed, at selvom man er spået til at være et kæmpetalent på La Masia, så er det et stort skridt at tage for at slå igennem i nutidens fodboldverden, og i særdeleshed på et hold som Barca. Dette kan både Bojan og Deloufeu skrive under på. De var begge spået til at blive den nye generations store stjerner, men som nu tørner ud for henholdsvis Montreal og Watford.

Lee er dog i skrivende stund blot 21 år gammel. Han har i den belgiske klub fået rygnummer 10, og han er udset til at være omsdrejningspunktet i klubbens offensiv. En rolle, som helt sikkert passer angriberen fint. Skiftet kan derfor være lige netop dét, som koreaneren har brug for, for at udvikle sig til den spiller han var spået til blive, og hvem ved, måske vil han en dag alligevel triumfere på Camp Nou.

.:FORSIDE:.