fbpx
Annonce

El Clásico: Fakta om lørdagens spanske rivalopgør

Simon Arun Vrábel - 27.10.23

// El Clásico

Op til store kampe som El Clásico er det altid spændende at tage et kig på statistikkerne og kigge i historiebøgerne, og derfor har vi fundet de otte mest interessante fakta frem om verdens største fodboldkamp.

Lørdag eftermiddag spilles sæsonens første El Clásico, og selvom kampen ikke bliver afgørende for hvem der løfter ligatrofæet, så er kampene imod Real Madrid altid imødeset med stor spænding. Vi har taget et kig i historiebøgerne og statistikken for de to storklubbers indbyrdes opgør.

1. Real Madrid har vundet flest El Clásicos
I alt har de to spanske giganter mødt hinanden 254 gange, og i øjeblikket har Real Madrid en lille føring. Således har Los Blancos vundet 103 sejre imens Barca er noteret for tre færre, nemlig 100 sejre. 51 kampe er endt uafgjort.

2. Begge hold kan score deres ligamål nummer 300
Inden lørdagens opgør er Real Madrid noteret for 299 ligamål imod Barca, imens catalanerne er noteret for 297 mål, så en 3-1 sejr til Xavis mandskab vil betyde, at begge hold kan fejre mål nummer 300 i El Clásico. I alt har de to hold – fordelt på alle turnering – scoret 838 mål imod hinanden. 423 for Real Madrid og 415 for Barca.

Artiklen fortsætter under annoncen


3. João Félix har altid haft det svært mod Real Madrid
Otte gange tidligere har João Félix stået over for Real Madrid enten som Atlético Madrid eller Chelsea-spiller, og ingen af gangene har portugiseren formået at score eller lægge en assist. Mange ting har dog ændret sig til det bedre i Barca-trøjen, og måske denne statistik også ændrer sig.

4. De gamle klubikoner har spillet flest El Clásicos
Sergio Busquets er med 48 kampe den spiller, som er noteret for flest El Clásicos. Dernæst kommer Sergio Ramos og Messi med 45 kampe.

5. Hvem er El Clasico-topscorer?
Ikke overraskende topper verdens bedste fodboldspiller Lionel Messi listen med 26 kasser. Langt bag ham kommer Cristiano Ronaldo og Di Stéfano med 18 mål, imens Karim Benzema er noteret for 16 mål.

6. Hvem har fået flest røde kort i El Clásico?
Heller ikke så overraskende er det, at Sergio Ramos er den spiller, som har fået flest røde kort i El Clásico. Hele fem gange er spanieren blevet udvist, imens andenpladsen med to røde kort deles af Ronald Koeman, Roberto Carlos og Stoichkov.

7. Hvem har vundet flest El Clásicos?
Spilleren med flest optrædener er også ham, som har vundet flest kampe, nemlig Sergio Busquets. Den tidligere anfører har vundet 23 El Clásicos, imens Gento indtager andenpladsen med 21 sejre. På tredjepladsen finder man Messi og Piqué, som hver har oplevet at forlade et El Clásico med en sejr 19 gange.

8. Hvilken træner har vundet flest El Clásicos?
Lidt overraskende toppes listen af den tidligere Real Madrid-træner Miguel Muñoz, som har vundet 16 gange med Los Blancos. Guardiola vandt 9 gange, imens Johan Cruyff er noteret for 8 sejre. Interessant er det, at Zidane, Mourinho og Ancelotti alle har 6 sejre på CVet imens Xavi – som er relativt ny i rollen – allerede er noteret for 4 sejre.

Statistikken, som ikke har mange navne fra den nuværende trup, viser hvilket generationsskifte som klubben har gennemført, og der går nok ikke mange år, før navne som Alejandro Balde, Gavi, Pedri og Ter Stegen begynder at pryde statistikkerne.

.:FORSIDE:.