fbpx
Annonce

2005 - 2006

FCBARCELONA.DK - 16.12.19

Barca forstærkede kun holdet på to pladser inden sæsonen 2005-06 gik i gang. Ezquerro kom til fra Bilbao og Van Bommel fra PSV Eindhoven, begge på fri transfer.

Ligaen:
Barca kom godt fra start i ligaen og indtog hurtigt 1. pladsen. Det var meget få kampe de tabte og forspringet ned til nærmeste forfølgere fra Real Madrid, Osasuna og Valencia blev udbygget. Barca lå således solidt i spidsen af ligaen stort set hele sæsonen og Rijkaard kunne endda tillade sig, at spare spillere i visse kampe af hensyn til Champions League. Ingen kunne true Barca og mesterskabet kom i hus flere spillerunder før turneringen sluttede.

For Samuel Eto'o blev ligaen også en personlig triumf, idet han sluttede som topscorer med 26 mål. Ronaldinho blev i øvrigt nr. 3 med 17 mål.

Copa del Rey - pokalturneringen
Barca oplevede sæsonens største modgang i pokalturneringen, hvor de blev sendt ud i kvartfinalen af et meget oplagt Zaragoza-hold. Især 4-2 nederlaget på udebane gjorde ondt, for her fik man set, at Barca har det svært når anfører Puyol ikke er med.

Champions League
Champions League var sæsonens store drøm og Barca lagde godt ud med en overlegen 1. plads i den indledende gruppe, hvor modstanderne var Werder Bremen, Udinese og Panathinaikos. Lodtrækningen til 1/8 finalen magede sig således, at Barca trak Chelsea, der sæsonen forinden havde sendt dem ud af den største europæiske turnering. Barca's spillere havde dog læst på lektien og de fik en en flot 2-1 sejr med hjem fra London og spillede derefter 1-1 på egen bane.

Herefter gjaldt det Benfica der ikke for alvor gav problemer, hvorefter Milan ventede i semifinalen. Endnu en gang startede Barca på udebane og her imponerede de med en 1-0 sejr, hvorefter kampen på Camp Nou endte 0-0. Barca stod nu i finalen hvor Arsenal ventede og her havde catalanerne det svært. Trods en mand i overtal kom de bagud og det lignede længe en stor skuffelse, men i kampens sidste kvarter fik Eto'o udlignet og kort efter scorede Belletti det forløsende mål der sikrede klubben Champions League for anden gang i historien.

.:FORSIDE:.