fbpx
Annonce

2009 - 2010

- 26.06.10

Campions091022
Efter den historiske 2008/09 sæson hvor Barca vandt pokalturneringen, ligaen og Champions League, blev sæsonen 2009/10 indledt med deltagelse i såvel den spanske som europæiske Supercup. I den spanske Supercup var det taberne fra pokalfinalen Athletic Bilbao der var modstanderen og her var Barca overlegen over de to kampe. Sværere var det i den europæiske Supercup hvor Shakhtar Donetsk var modstanderen. Her skulle man ud i forlænget spilletid inden at Pedro scorede det forløsende mål. Dermed var sæsonen indledt med to trofæer.

VM for klubhold:
Som vinder af Champions League deltog Barca ved VM for klubhold, der blev afviklet i december måned. Barca havde aldrig vundet denne turnering før, så trofæet stod højt på klubbens ønskeseddel. Barca kom frem til finalen hvor de skulle møde Estudiantes fra Argentina og der blev tale om en intens og spænende kamp. Argentinerne kom foran i 1. halvleg og lignede længe en vinder, men en scoring af Pedro tre minutter før tid gav forlænget spilletid. Her scorede Messi til slutresultatet 2-1 og dermed var det eftertragtede trofæ i hus.

Ligaen:
Den spanske liga udviklede sig hurtigt til et tæt kapløb mellem Barca og Real Madrid. I den første halvdel af sæsonen fik Barca opbygget et lille forspring, men en kortvarig nedtur hos catalanerne i februar måned bragte Real Madrid tilbage i kampen om mesterskabet. Efter at have vundet 1-0 over Real Madrid på Camp Nou i første halvdel af sæsonen, blev det reelt opgøret mellem de to på Bernabeu der afgjorde mesterskabet. Her vandt Barca med 0-2 og de fastholdt 1. pladsen resten af sæsonen og kunne derfor fejre det andet mesterskab i træk.

Sæsonen 2009/10 vil gå over i historien som den sæson hvor et hold fik samlet flest point i ligaen. Den gamle rekord var på 92, men med 99 point slog Barca den rekord med flere længder. Real Madrid sluttede på 2. pladsen med 96 point og havde derved deres bedste sæson nogensinde - men det var altså ikke nok til et overhale Barca.

Læs mere om mesterskabet - klik her.

Copa del Rey - pokalturneringen:
I første runde havde Barca ingen problemer med Cultural Leonesa fra den tredjebedste række i spansk fodbold, men i 1/8 finalen ventede Sevilla. Guardiola valgte at stille med en del reserver i første kamp på Camp Nou og det udnyttede Sevilla til at hente en 1-2 sejr. I returkampen stillede Barca op i stærkeste opstilling og vandt 0-1, men Sevilla gik videre på reglen om udebanemål.

Champions League:
Barca's helt store drøm var at vinde Champions League to år i træk som det første hold nogensinde og det så godt ud lige indtil semifinalen. Efter en noget svingende indsats i gruppespillet fik Barca hentet 1. pladsen hjem foran Inter, hvorefter de i 1/8 finalen sendte Stuttgart ud af turneringen uden de store anstrengelser. I kvartfinalen mødte de Arsenal, hvor første opgør i London endte 2-2. I returkampen på Camp Nou var der ingen slinger i valsen, for her blev englænderne sendt hjem med et 4-1 nederlag.

I semifinalen ventede så Inter med José Mourinho i spidsen og her spillede Barca nok sæsonens dårligste kamp i Milano, da italienerne vandt med 3-1 i første opgør. Returkampen på Camp Nou var en dramatisk affære, men det lykkedes kun for Barca at hive en 1-0 sejr hjem og dermed var drømmen om Champions League slukket.

.:FORSIDE:.