2008 - 2009

FCBARCELONA.DK - 03.01.10

CHL20095
Noget overraskende valgte præsident Joan Laporta at ansætte den tidligere Barca-spiller Josep Guardiola som træner i stedet for Frank Rijkaard. Guardiolas eneste trænererfaring var en enkelt sæson med klubbens B-hold, som han førte til oprykning. Barca ønskede en træner der kendte klubben indefra frem for et etableret og kendt navn.

Sæsonen 2008/09 vil gå over i historien som den nok bedste nogensinde. Med sejren i pokalturneringen, ligaen og Champions League skabte holdet nogle enestående resultater som altid vil blive husket. Intet andet spansk hold har vundet "The Treble" før.

Ligaen:
Efter en lidt tøvende start de første to runder, vandt Barca den ene kamp efter den anden og de satte sig hurtigt på 1. pladsen med et solidt forspring. I slutfasen nærmede Real Madrid sig en smule, men en historisk 2-6 sejr på Bernabeu satte tingene på plads og Barca kunne lade sig hylde som fortjente mestrer allerede tre spillerunder før slut og med 9 points forspring til Madrid.

Copa del Rey - pokalturneringen
Træner Pep Guardiola valgte at bruge en række af marginalspillerne i pokalturneringen, men det forhindrede dem ikke i at nå til finalen uden at have tabt en eneste kamp. Også i finalen var Barca overlegne, da Bilbao blev besejret med 4-1. Pokaltitlen var sæsonen første triumf der kom i hus.

Champions League
Efter en sikker sejr i gruppespillet foran Sporting Lissabon blev først Lyon og derefter Bayern München sendt ud af turneringen på overbevisende måde inden Barca stod i semifinalen mod Chelsea. Englændernes fysiske spil gav Barca store problemer og efter 0-0 i første opgør på Cam Nou så det svært ud for catalanerne. I London kom Chelsea foran og lignede længe en vinder, men et nærmest mirakuløst mål af Iniesta i overtiden sikrede Barca uafgjort og dermed en plads i finalen.

Her ventede Manchester United. Efter en usikker start kom Barca tidligt foran på et mål af Eto'o og de fastholdt kontrollen med kampen. Det blev senere 2-0 ved Leo Messi og United evnede ikke at komme ind i kampen. Dermed var Champions League trofæet tilbage i Barcelona.

.:FORSIDE:.