fbpx
Annonce

Avis: Messi har fortsat enorme bonusser i vente

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 15.01.21

© Getty Images
// Lionel Messi

Det er ingen hemmelighed, at FC Barcelonas økonomiske situation p.t. er i en kritisk forfatning. Det faktum bliver bestemt ikke bedre af, at man fortsat mangler at betale Messi enorme summer i bonusser.

Lionel Messis fremtid efter denne sommer er fortsat uklar. Argentineren har efter alt at dømme genfundet spilleglæden på Camp Nou, men dette laver ikke om på, at kaptajnen meget vel kan være på vej væk ved udgangen af denne sæson - vel at mærke på en fri transfer.

Barca må altså tage til takke med at slippe deres største stjerne kvit og frit, i fald et skifte bliver en realitet. Men som om det ikke var nok, beretter det catalanske medie La Vanguardia om, at bekymringerne ikke slutter her. I forbindelse med Messis seneste kontraktforlængelse blev man nemlig enige om en bonus på hele 78 mio. euro.

Beløbet skulle oprindeligt betales i to rater af 39 mio. euro. Det har dog ikke været muligt som følge af den skrøbelige økonomiske situation. Man har således indtil nu kun udbetalt den første halvdel af de 78 mio. euro, hvilket fandt sted tilbage i juli 2020.

De resterende 39 mio. vil blive delt op i yderligere otte portioner, som vil blive afbetalt i løbet af de næste fire år. Barcelona kan altså ende i en situation, hvor de skal betale Messi et mærkbart, halvårligt millionbeløb, uden han overhovedet er at finde i klubben.

Messi og hans repræsentanter har taget udskydelsen af udbetalingen af bonussen i stiv arm, da man udemærket er klar over klubbens økonomiske forfatning, der er sat under hårdt pres på grund af Covid-19.

.:FORSIDE:.